Menu

DS bliver oppe

image Danmarksserien bliver oppe
21. juni 2018 kl. 09:24

KFUM STADIG I DS EFTER PLAYOFF-DRAMA

Ølvang udlignede kort før tid og lavede sejrsmålet i forlængelsen

 

Når sommerpausen er overstået, kommer KFUM fortsat til at optræde i Danmarksserien, for sjette sæson i træk og for 14. gang i klubbens historie.

Det blev en kendsgerning efter et vanvittigt nedrykningsdrama i Glostrup Idrætspark, hvor det i en enkelt kamp skulle afgøres, om KFUM eller Fredensborg skulle bevare pladsen i rækken.

De blå-hvide kom bagud 0-1 midt i 2. halvleg og lignede i den grad et hold, der var helt ude i tovene. Men først udlignede Emil Ølvang, hvorefter han scorede sejrsmålet til 2-1 i den forlængede spilletid.

Sejren blev sikret med flot opbakning fra KFUM-støtterne på tribunen, og aldrig er sejrssangen blevet sunget med større glød i omklædningsrummet, end det skete denne onsdag aften.

”I har sådan fortjent det. Og tak fordi I ville det her”, sagde cheftræner Palle Olsen efter sin afskedskamp.

Han havde ellers nok af udfordringer før kampen. Mads Pfeiffer havde brækket armen, Aske Andersen kunne ikke få fri fra militæret, og Jakob Sparholt var langt fra i orden. Derimod vendte Mico Elvig tilbage i forsvaret, og så gav Palle Olsen et uventet comeback i truppen til Jacob Andersen og Anders Palle, som ellers lagde støvlerne på hylden for et år siden.

I stort set hele 1. halvleg skete der ellers absolut intet, der ledte tankerne i retning af det drama, som senere skulle udspille sig.

 Først i det 37. minut kunne første nævneværdige chance registreres. Morten Jørgensen fik chancen fra nært hold efter fint forarbejde af Joakim Dam, men målmand Nicky Antonsen reddede med en fodparade.  Lidt efter måtte Sparholt opgive at spille videre, og pladsen blev overtaget af Jacob Andersen, der leverede en fin indsats i sin førsteholdskamp nummer 190.

Tre minutter inde i 2. halvleg brændte det på foran KFUM’s mål efter et hjørnespark, men Marc Lyster og Micki Kold Nagel fik afværget faren. Sidstnævnte måtte senere se målmanden redde et godt hovedstød, og så gik det galt midt i halvlegen. Lyster kom ikke rigtigt ud til et hjørnespark mod bageste stolpe, og så kunne Luca de Biase heade Fredensborg i spidsen.

 Patrick Juhl og Elton Amisse (første DS-optræden for KFUM) afløste Jonathan Sloth og Joakim Dam i slutfasen. Her misbrugte Fredensborgs netop indskiftede Tobias Vibholm en kæmpe chance fra nært hold, og godt tre minutter før tid faldt udligningen, da Emil Ølvang headede et fint indlæg fra Morten Jørgensen i nettet.

 I forlængelsen fik Tobias Vibholm endnu et stort tilbud, men headede forbi, og i slutningen af 1. halvleg ramte Ølvang overliggeren efter smukt forarbejde af Morten Jørgensen, som også var med i det meget opspil, da Patrick Juhl otte minutter før tid dirigerede bolden videre til Emil Ølvang. KFUM’s nr. 13 helfugtede bolden i nettet til 2-1 og blev dermed sæsonens topscorer ,med seks mål.

Luk