EN ÆGTE KFUM-FIGHTER ER IKKE MERE

En ægte KFUM'er er efter nogen tids alvorlig sygdom gået bort i en alt for ung alder.
David Rasmussen blev bare 53 år. Han var søn af én af alle tiders bedste spillere i vores klub, Poul "Noller" Rasmussen, der spillede 245 kampe på førsteholdet og også døde i en tidlig alder.
Lige som sin ældre bror, Stefan, fik David tidligt fodbolden ind under huden. De tog med ud for at se deres fars kampe, og især indendørs fodbold stod højt på ranglisten.
Her taler vi altså om en rigtig KFUM-familie. Begge brødrene var aktive på Lillevang, hvor "Noller´s" hustru, Lis, spillede med, da dame- og pigefodbolden gjorde sin entre på KFUM. Senere har hun også arbejdet som frivillig i klubben.
I en alder af 28 år blev David Rasmussen ramt af en alvorlig og potentielt livstruende mave-tarmsygdom. Men med stædighed og jernvilje, egenskaber der fulgte ham hele livet, overvandt han dengang sygdommen. Han var på det tidspunkt bager, lige som faderen, og havde overtaget dennes forretning i Himmelev Centret.
På grund af sygdommen måtte David sælge bagerbutikken. Senere uddannede han sig til fysioterapeut, og han uddannede sig inden for kostvejledning med speciale i såkaldt autoimmune sygdomme. Siden 2008 havde han drevet sin egen klinik, Klinik for Kost og Fysioterapi, i Roskilde. Sideløbende med arbejdet her underviste han bl.a. på skoler og læreanstalter.
David Rasmussen efterlader sig ud over sin mor tre sønner fra tidligere forhold. I sit samliv med kæresten Iben kom der yderligere fire børn ind i familien. David var for knap 10 år siden holdleder i KFUM for sin søn, Mathias, da denne spillede på årgang '04.
Interessen for fodbold og for KFUM bevarede han hele sit alt for korte liv.
Begravelsen finder sted torsdag d. 16. januar kl. 12 fra Roskilde Domkirke.