En ildsjæl fylder 80.

KURT SKJOLDBY FYLDER 80
Ildsjæl. Ungdomsformand, Leder, Træner, Rejsearrangør, Typograf, Æresmedlem, Klubblads-stifter og redaktør.
Plus alt det løse og så frem for alt: KFUM'er - helt ind i hjertet.
Ordene er naturligvis møntet på Kurt Skjoldby, der fylder 80 den 15.januar.
Som få andre har Kurt gennem et helt liv været med til at sætte sit præg på den fodboldklub, vi alle holder så meget af. Han er stadig en flittig gæst på anlægget, hvor han sætter pris på en hyggelig snak om livet i og uden for fodboldens verden.
Kurt Skjoldby er et omgængeligt og hjælpsomt menneske med en lun humor af den slags, som kan bidrage til at løse op for den mest penible situation. Bedre ambassadør for KFUM's Boldklub kan man ikke forestille sig.
Et menneske af hans kaliber skal naturligvis hyldes, når han passerer en sådan milepæl i livet.