Menu

Formanden: Det er nu vi skal stå sammen

image
15. april 2020 kl. 20:32

Det er nu vi skal stå sammen.

Det er en kedelig tid for idrætten i Danmark, og resten af verden for den sags skyld.

Oveni i købet må vi acceptere, at Roskilde Festival 2020 ikke bliver til noget. Det er et hårdt slag for foreningslivet i Roskilde generelt, og for KFUM i særdeleshed.

KFUM har været med på Roskilde Festival hvert år siden 1971 og de seneste år har vi tjent på den rigtige side af 1 mio. hvert år, som vi har kunne bruge på at udvikle faciliteter og fodbold til glæde for alle vores medlemmer.

Tirsdag aften offentliggjorde Kulturministeriet, at Regeringen og aftalepartierne yder et ekstraordinært tilskud til lokale idræts- og spejderforeninger på 50 millioner kroner på landsplan. Beløbet skal bruges til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger rundt omkring i Danmark oplever på grund af aflyste arrangementer og manglende indtægter som følge af COVID-19.

Vi vil selvfølgelig søge den støtte vi kan, men realistisk set kommer vi ikke bare i nærheden af en kompensation der dækker vores tab.

KFUM er naturligt presset af det her og det er vigtigt, at vi står sammen, og kommer igennem det her sammen, ved hver især at yde det vi kan.

Min opfordring er derfor også, at alle medlemmer fortsat betaler deres kontingent, også selvom man ikke kan benytte sig af alle tilbuddene som normalt..

Vi gør alt vi kan for at opretholde et aktivitetsniveau og for at holde formen ved lige til vi igen kan være sammen. Vores trænere/ledere er i løbende kontakt med spillerne. Der er aktiveret et hav af selvtræningsprogrammer mm. og vores sundhedssektor står fortsat til rådighed.

Vi glæder os helt enormt til vi igen kan åbne dørene, banerne, fællesskabet og være sammen om fodbolden. Indtil det sker håber jeg, at alle vil støtte op om klubben, holde formen vedlige og passe godt på sig selv og sine familier.

KFUMs Boldklub Roskilde

Allan Markussen

Formand

Luk