Menu

HALV STJERNE MERE TIL KFUM BLANDT DBU'S LICENSKLUBBER

Leon A.
09. maj 2022 kl. 23:23
Ingen klub er gået så meget frem siden den seneste tildeling

 KFUM's talentarbejde blandt børn og unge på årgangene U10-U19 har fået et stort skulderklap af DBU´s klublicenssystem

  På en skala, hvor der opereres med 1 til 5 stjerner, har vores klub siden foråret 2021 løftet sig fra 1 til 1,5 stjerner og er desuden gået frem hele ni pladser, fra nr. 46 til 37.

  - Det er en meget flot fremgang , og vi har grund til at være mere end glade for denne rangering. Ingen klub  er gået så mange pladser frem på listen som Roskilde KFUM, fortæller Børne- og Ungdomsudviklingstræner Palle Olsen og Jonas Borup Jensen.

 De har sammen med Peter Fejerskov, Head of coaching, udarbejdet det omfattende materiale, der skulle indsendes til DBU, og som nu er blevet belønnet med 1,5 stjerner.

  DBU foretager den samlede vurdering af klubbernes talentudvikling ud fra 7 kvalitets-vurderinger:
1. Strategi 2. Organisation, Struktur & HR 3. Holdudvikling 4. Individuel udvikling 5. Talentidentifikation 6. Faciliteter 7. Produktivitet

  - Vi er gået meget frem inden for det, der hedder holdudvikling, og som bl.a. omhandler  implementeringen af en sammenhængende spillestil fra U13-U19 samt træning af spillestilsudtryk fra U10-U12. Også på uddannelsen af trænere scorer vi højt, men vi skal arbejde målrettet for at blive endnu bedre på disse og på andre punkter, tilføjer Jonas Borup Jensen og Palle Olsen.

  Tidligere gjaldt systemet med stjerner et år frem, men den aktuelle liste omfatter perioden medio 2022 - medio 2024.


  - Det er en klar fordel for os som for alle andre klubber, at vi nu får en dobbelt så lang periode til at implementere tingene og få den nødvendige kontinuitet i vores arbejde.

  Med den aktuelle score kan KFUM fastholde sin rangering i ungdomsrækkerne under DBUSjælland.

  51 licens-klubber optræder på listen, som toppes af FC Nordsjælland foran FC København. Begge har opnået de maksimale 5 stjerner.

  Pointmæssigt er KFUM gået frem fra 22,26 til 26,47 point og ligger tredjebedst blandt de seks klubber, som har fået 1,5 stjerner.

   KFUM's rangering skal også ses i forhold til, at der findes over 1500 fodboldklubber herhjemme, blandt dem 48 divisionsklubber, hvoraf 40 har fundet plads på listen. KFUM ligger bedre end etablerede divisionsklubber som Frem, Middelfart og Dalum.

                EGNE SPILLERE PÅ FØRSTEHOLDET

  For første gang har vores klub fået point for det, der i DBU-sproget kaldes "produktivitet", og som vedrører udklækningen af egne ungdomsspillere til førsteholdet.

  I KFUM's aktuelle førsteholdstrup tæller følgende 10 spillere som "egen avl":

  Mico Elvig - Emil Ølvang - Luka Dumic - Aske Andersen (p.t. ikke til rådighed) - Christoffer Blond (langtidsskadet) - Emre Selvi - Cilius Træden - Jonas Sjøbeck - Lukas Christoffersen samt målmand Magnus Dilling.

  De træner i dag under cheftræner Keld Hansen og hans assistent, Jonas Borup, og Keld Hansen finder det "helt forrykt" at registrere, hvad der er sket træningsmæssigt, siden han begyndte som ungdomstræner i klubben for en halv snes år siden.

  - Jeg har haft næsten alle spillerne på listen på årgang U17 eller U19. En af grundene til, at jeg tog min A-licens var netop, at jeg ville have de nødvendige værktøjer til også at stå for et seniorhold, hvor jeg igen kunne kom,e til at arbejde med dem, siger Keld Hansen.

  Også han glæder sig voldsomt over, at KFUM rykker frem i rangeringen blandt licensklubberne under DBU.

  - En lang række børne- og ungdomstrænere har selvfølgelig en aktie i det, når det er lykkedes at få så mange af egen avl op i vores førsteholdstrup. Talentarbejdet er skridt for skridt blevet løftet, og i mine sæsoner med U19-holdet kunne jeg konstatere, at de med tiden virkede langt bedre trænet og med stadig større fodboldfaglig viden, tilføjer cheftræneren.

  Han kan i dag konstatere, at de nye spillere af egen avl, der rykkes op til førsteholdet, bliver stadig dygtigere. Ligesom de ungsenior- og U19-spillere, der indimellem træner med det bedste mandskab, og som ifølge træneren på ingen måde falder igennem.

  - Når vi så tager dem endeligt ind i truppen, skal vi sørge for at udbygge de tekniske og fodboldfaglige færdigheder med noget mentalt og den fysik, som det kræver at spille seniorbold på så højt niveau.

  Hvis KFUM skal rykke yderligere op i DBU-stjernesystem og dermed gøre sig endnu mere attraktiv for dygtige spillere og trænere, mener cheftræneren, at det bl.a. vil kræve forbedringer uden for kridtstregerne.

  Her nævner han til sammenligning en klub som Næsby i Odense, der efter hans opfattelse arbejder med et sportsligt set up, der langt hen ad vejen kan sammenlignes med KFUM's. Næsby har 2 stjerner og ligger nr. 29 på listen, lige efter Roskilde Boldklub.

  - Næsby er efterhånden en etableret divisionsklub, og jeg forestiller mig, at forskellen på os og dem ikke mindst kan ligge i den infrastruktur og interne organisation, som de har bygget op gennem en lang periode, lyder det fra Keld Hansen.

  Du kan læse mere om stjernesystemet i dette link:
https://www.dbu.dk/nyheder/2022/maj/talentudvalget-uddeler-stjerner/.

   Her finder du også et skema over rangeringen af de 51 licensklubber.

Luk