Menu

HANS FLØJTE HAR LYDT FOR SIDSTE GANG

04. juli 2019 kl. 15:07
Flemming Bødker er død efter lang tids sygdom. Han blev 65 år.

Flemming Bødker, én af klubbens mange og meget engagerede ildsjæle, er død efter lang tids svær sygdom i en alder af 65 år.

 

Han kom fra Randers og har tidligere fortalt til vores klubblad, Finten, om sin meget korte karriere på fodboldbanen. I sin første kamp for Randers Freja blev han præsenteret for et rødt kort, og så mistede han enhver lyst til at spille fodbold.

 

I stedet kastede han sig over håndbolden, og den interesse tog han med sig, da han i 1976 flyttede til Sjælland. Flemming stod på mål i Svogerslev og senere i Vindinge, efter at han havde mødt sit livs kærlighed, Susanne. Først i 1992 stoppede han med håndbolden på grund af en knæskade.

 

I Vindinge begyndte Henrik den ældste søn, at spille fodbold, og da drengene på et tidspunkt manglede en træner, faldt loddet på farmand Flemming. Da der ikke længere var nok til et hold på årgangen, rykkede familien, sådan rent sportsligt, til Lillevang og KFUM.

 

Her var de alle, far og mor og fire børn, aktive på forskellige fronter i de følgende år. En aktivitet, som heldigvis varer ved.

 

De fleste vil nok huske Flemming Bødker for hans indsats som dommer.

Også det startede som noget af en tilfældighed, og den førte til, at han kom til at dømme flere hundrede kampe, fortrinsvis i børne- og ungdomsrækkerne. Han dømte også i flere år i vores store indestævne i Roskilde Hallerne.

 

Først for få år siden indstillede Flemming dommergerningen. Han var blevet diagnosticeret med lungesygdommen KOL og stoppede, da han ikke ønskede at ende som  såkaldt cirkeldommer, fordi han ikke magtede at løbe.

 

Flemming Bødker arbejdede i 17 år på Rockwool, men fik tilkendt førtidspension i 1995. Indtil sidste år virkede han, når helbredet tillod det, som beskyttet medarbejder på BOMI, som er et center for rehabilitering og hjerneskader i Roskilde.

 

Flemming og Susanne blev skilt i 2013, men bevarede fortsat nær kontakt, og Susanne var en stor støtte for sin eks-mand i de sidste, meget svære år. Flemming var indlagt på sygehuset de sidste fem uger, og det var her, at han døde. Han overleves af Susanne og de tre drenge, Henrik, Lars og Brian.

 

Han fulgte gennem årene ivrigt med i, hvad der rørte sig i KFUM, og ikke kun med afsæt i sin egen familie. Så sent som sidste efterår kom Flemming til hjemmekampe i Danmarksserien, og i disse omgivelser nød han altid at få en snak med de mange, som kendte ham.

 

Bisættelsen finder sted tirsdag d. 9. juli kl. 13 fra Vindinge Kirke.

Bagefter er der kaffe i Fælleshuset på Højvanggård, hvor alle er velkomne.

Luk