ILDSJÆL INDEN FOR DAMEFODBOLDEN PLUDSELIG DØD

Tove Pedersen, der gennem mange år bl.a. ydede en stor indsats med dame- og pigefodbolden i vores klub, døde pludselig mellem jul og nytår i en alder af 77 år-
Årsagen var pludselige komplikationer i forbindelse med et rutine-indgreb i hjertet. To dage før dødsfaldet fik hun julebesøg på hospitalet af det meste af sin store familie.
Det fortæller hendes svigersøn Jesper Petersen, greenkeeper på KFUM's to kunstgræsbaner.
Sammen med sin mand, Arne, drev Tove Pedersen i mange år kiosk på hjørnet af Københavnsvej og Hedegårdsvej, tæt på deres store hus i Roskilde. I begyndelsen af 1970'erne var Tove med at starte pige- og dameafdelingen i KFUM, da vi havde vores baner ved Hedegårdenes Skole.
Hun blev langt senere sektionsleder for pigerne og damerne, hvilket også gav hende sæde i bestyrelsen, og hendes engagement i klubben fortsatte livet ud. Hun var engageret i Tingklubben og fast gæst til bankospillene, lige som hun ofte var på Lillevang for at se barnebarnet Andreas spille, senest på U14-holdet.
Det ville have glædet hende voldsomt at være vidne til den genopblomstring af pige- og damefodbolden, som aftegner sig i disse måneder i klubben.
Tove Pedersen var et elskeligt menneske med en stor omgangskreds og altid villig til at give en hånd med, hvor der var brug for det. Eksempelvis var hun på Roskilde Private Realskole, hvor de tre børn gik, i en periode med til at lave mad, lige som hun hjalp med andre gøremål på skolen.
Tove blev bisat d. 11. januar. Hun efterlader tre børn og seks børnebørn i en familie, hvor KFUM's Boldklub gennem flere årtier fyldte rigtigt meget.