Menu

KFUM DUMPEDE I VIGTIGT BUNDOPGØR

image Cheftræneren talte med store bogstaver efter 0-3 nederlag i Slagelse. Foto: Jakob Termansen
Leon A.
18. maj 2024 kl. 08:29
Roskilde KFUM skal i den grad bruge point i den trængte situation i Danmarksserien, og med en sejr i Slagelse ville holdet overhale fredagens modstander i tabellen.  

Men hjemmeholdet vandt sekspoints-kampen med 3-0, og det var en meget skuffet og vred cheftræner, Søren "Polo" Knudsen, der bagefter vurderede indsatsen.

”Det er måden, det her sker på, som i den grad irriterer mig. Man kan komme bagud i fodbold, men så må man prøve at rejse sig og vise hjerte og mod. Man kan altid spørge, om vi er uheldige, eller vi mangler kvalitet. I aften var det attituden, det var galt med”, lød det fra træneren.

"Polo" understregede, at når skuffelsen og frustrationerne efter nederlaget er bearbejdet, så gælder det om at vende tilbage på træningsbanen med maksimal indsats. ”Vi har stadig fire kampe tilbage. Dem skal vi vinde, og dem kan vi også vinde”, understregede han.
 
KFUM manglede en skadet Sebastian Thillerup. Anton Juel Jørgensen var tilbage, Praygod Pallangyo spillede fra start, og Casper Herfordt overtog Thillerups plads på midtbanen.
 
Allerede i det 5. minut kom Slagelse foran. I en prekær situation lignede det, at målmand Conrad Kromann og forsvaret havde afværget faren, men returbolden endte hos Bertram Marcher, der scorede via stolpen.

Herefter havde gæsterne 85 minutter til at ændre resultat. Allerede virkede det, som om denne scoring i en vis forstand kom til at definere kampen og udfaldet. KFUM havde afgjort muligheder for at vende billedet, men på dagen (aftenen) var Slagelse det bedste hold. De blå-hvide var ikke tilsmilet af heldet, og havde marginalerne mod sig, men der manglede frem for alt kvalitet og vilje. 

Slagelse havde to store chancer for at øge føringen, indtil KFUM markerede sig, da Casper Heerfordt ramte overliggeren fra næsten 25 meter. "Polo" reagerede ved at udskifte Anton Juel Jørgensen og Mohammad Shabban, ind kom Carl Severinsen og Snorre Espersen.

Sidstnævnte, holdets topscorer i efteråret, gjorde således comeback og markerede sig hurtigt med et par kvalificerede afslutninger, ikke mindst et nærgående hovedstød ved den ene stolpe.

I pausen blev Frederik Winther afløst af Benjamin Zeka. Der var pæne muligheder til Luka Dumic og Snorre Espersen, mens Kromann med en flot fodparade forhindrede hjemmeholdet i at øge. Dumic burde nok have scoret sit femte mål i foråret, men i fri position få meter fra målet måtte han se keeper Mads Persson præstere en flot redning.

Lige efter ramte Slagelse stolpen, og så kom Jonas Jonas Sjøbeck og Emil Ølvang på banen. Ud gik Matias Sjøbeck og Rasmus Hansen. Dumic fik endnu et tilbud, som målmanden tog sig af, og få sekunder efter lå bolden i nettet i den modsatte ende, sendt derind af Jens Victor-Madsen.

Da resterede der knap et kvarter af kampen, men bagud 0-2 lignede KFUMikke et hold, der troede på point. Slagelse fik et mål annulleret for off side, og fem minutter inde i overtiden scorede Mike Mayhöfer kampens tredje mål, efter at KFUM havde præsteret ét af mange urimelige boldtab på banens midte.
 
Tre gule kort, og ét af dem tilfaldt Casper Heerfordt.

Luk