KFUM FORLÆNGER MED SPONSORER
I vores arbejde for at få sportslig succes og skabe gode vilkår for dem, der spiller fodbold i KFUM, er sponsorerne en uvurderlig støtte.
Når klubbens bedste hold nu er rykket op i 2. division, bliver denne støtte ikke mindre vigtig - og nødvendig. Ledelsen sætter derfor sin lid til, at endnu flere sponsorer vil komme til og bakke op om projektet.
Samtidig hilser den med stor tilfredshed, at der netop er indgået aftaler med to firmaer om at forlænge deres engagement som såkaldte klubsponsorer. Det drejer sig om Lars-Christian Brasks firma 1g9 samt om EH & Søn, et familiedrevet firma, som vores bestyrelsesmedlem Martin Skovgaard Hansen er en del af.
Sponsoransvarlig Henrik Lund fortæller, at de begge har forlænget for to år.
- Ud over at være trøjesponsor har Lars Brask bl.a. også fået en bandereklame på stadion og på kunstgræsbanen, tilføjer Henrik Lund.
Han er i øjeblikket i gang med at forhandle andre forlængelser på plads blandt klubsponsorerne.