Menu

KLAR TIL FØRSTE KAMP I SJÆLLANDSSERIEN

image Roskilde KFUM er klar til Sjællandsserien med et ungt hold, hvor de fleste har rødder i klubben. Foto: Jakob Termansen
Leon Andersen
16. august 2024 kl. 15:41
Roskilde KFUM møder Espergærde IF lørdag d. 17. august kl. 13.30, Lillevang Idrætscenter. Vel mødt!

Når spillerne på KFUM's førstehold løber ind på banen til sæsonens første kamp, bliver det til klubbens første kamp i Sjællandsserien i 12 år.

KFUM har siden 1975 i alt optrådt i 20 sæsoner i denne række, mere end i nogen anden serie eller division. Og efter nogle sæsoner på højere hylder skal de blå-hvide altså vise, hvordan de vil føre sig frem i dette selskab.

Vi har sagt farvel til mange spillere i sommerpausen, og publikum kommer i dag - og i de kommende kampe - til at stifte bekendtskab med et meget ungt hold, hvor størsteparten har spillet ungdoms, - ja nogle endda børnefodbold på Lillevang.

I den korte opstart har sommerens træningskampe været en gang blandede bolsjer, hvad der må siges at være naturligt med så mange nye i truppen.

Bedst så det ud i dysterne mod to DS-hold, Skjold (nederlag på 1-3) og Næstved (sejr på 2-1).

I forhold til Espergærde, dagens modstander, og de øvrige hold i rækken bør KFUM have en fordel i fysik og tempo, som en række spillere, også flere unge, kommer med fra de seneste sæsoner i Danmarksserien.

Espergærde sluttede i øvrigt sidste sæson i Sjællandsserien som nummer fem og gik ubesejret gennem de sidste 11 kampe.

Men KFUM bliver som nedrykker også være tale om et hold, som modstanderne vil have let ved at sætte sig op imod. Desuden ved cheftræner Søren "Polo" Knudsen godt, at en stor del af hans opgave ligger i at få elimineret risikoen for, at nogle af hans spillere tager for nemt på opgaven.

- Det bliver godt at komme i gang, og vi skal nok være klar. Puljen er den sværeste af de to i Sjællandsserien, men jeg tror, at vi kan etablere os i Top-6. Og ligger vi først der, kan alt ske, vurderer træneren.

Og så skal vi alle i øvrigt vænne os til, at der spilles med flydende ind- og udskiftning, mens gule kort straffes med 10 minutters udvisning og altså ikke akkumulerer, så de senere udløser én eller flere spilledages karantæne.

Sjællandsseriens bruttotrup ser sådan ud

1 .Conrad Kromann - 21. Lucas Remien - 23. Mico Elvig - 3. Scott Ross - 16. Simon Fejerskov - Andreas Nielsen - Nicolai Duus - 6. Sebastian Thillerup - 7. Filip Glac - 25. Victor Fiala - 13. Emil Ølvang - 15. Luka Malisic - 11. Matias Sjøbeck -22.  Anton Juel Jørgensen - 14.Viktor Lundgren - 10. Lucas Guldhammer - 19. Luka Dumic - 24. Carl Severinsen - 17. William Thinggaard.

Dagens speakere

Oscar Bay og Jonas Sjøbeck.

 

 

Luk