Kom til ”Fodboldens dag” d. 8. juni

I år er der præmiere på en ny aktivitet i Roskilde KFUM’s boldklub, som vi kalder ”Fodboldens dag”. Dagen kombinerer fodboldkampe med socialt fællesskab – og den foregår d. 8. juni. De første aktiviteter starter kl. 9.30, men du kan kigge forbi hele dagen.
Med dagen ønsker vi at styrke fællesskabet i vores klub, og det sker med en masse spændende kampe og netværk på tværs af årgangene. Derfor håber vi, at vores KFUM-spillere og deres forældre vil bakke op om hinandens kampe.
Der er gratis entre til Danmarksserieholdets kamp mod LSF kl. 13.30, og vi har brug for en sejr! Så også her håber vi at se så mange som muligt på lægterne.
Min Købmand i Vindinge og Café Finten skaber rammerne
Der vil hele dagen være mulighed for at købe frugt, kage, burger og grillpølse i Café Finten. Det sørger Michael Møller, Min Købmand i Vindinge og Café Finten i fællesskab for. Stor tak til dem for at stå bag dagen.
Vi håber at se mange børn, unge, ældre og forældre på Lillevang, så vi sammen kan skabe en fantastisk dag med en masse hygge og sjov med fokus på fællesskabet og den særlige ”KFUM-ånd”.
Vel mødt!