Menu

NY KUNSTGRÆSBANE TAGET I BRUG

19. oktober 2020 kl. 19:39
Officiel indvielse måtte holdes "uden fest og farver"

Mandag sidst på eftermiddagen var omkring et halvt hundrede drenge fra årgangene U14 og U8 de første, der fik lov til at træne på KFUM's ny kunstgræsbane.

Forinden var banen blevet officielt indviet ved en sammenkomst, hvori bl.a. deltog repræsentanter for KFUM, Vindinge IF, Roskilde Kommune samt leverandøren af banen, Winther Sport & Fritid.

- De, der kender KFUM, ved at vi ellers altid er til fest og farver. Vi ville gerne have inviteret 500 til fri bar og andet godt, men i disse corona-tider må det nødvendigvis blive en sparsom sammenkomst. Der har været tilløb til denne bane i rigtigt lang tid. Nu er vi glade og stolte over, at vi kan præsentere den, og at den her og nu står 99,4 procent færdig, sagde KFUM's formand, Allan Markussen.

Forbeholdet dækker over, at der stadig mangler at blive lavet nogle afskærmninger omkring banen.

Sportschef Pierre Overgaard fastslog, at der havde været tale om et projekt af den type, "som vi elsker i KFUM". Det er nemlig blevet gennemført i samarbejde med Roskilde Kommune, der har bevilget 3,5 millioner kroner ud af et samlet projekt på 6,5 millioner.

I det samlede beløb er også medregnet udgiften til de nye boldhuse ved indgangen til opvisningsbanen. Der er i øvrigt rejsegilde tirsdag på boldhusene tirsdag kl. 12,30, hvor alle er velkomne.

Claus Larsen, formand for Kultur- og idrætsudvalget, ønskede på kommunens vegne tillykke med det ny projekt og glædede sig over det samarbejde, KFUM og Vindinge har indgået. Vindinge IF får nemlig træningstid tre dage om ugen, både på den ny og den "gamle"

kunstgræsbane, som blev indviet i efteråret 2006.

Den ny bane vil allerede i de kommende uger blive brugt til turneringskampe, nemlig for flere af de ungdomshold, hvis turneringer først slutter et stykke inde i november.

 

Luk