Menu

Nyt fra bestyrelsen i Roskilde KFUM's Boldklub

image Foto: Jakob Termansen
24. september 2024 kl. 17:45
I dette nyhedsbrev får du nyt fra bestyrelsen bl.a. med en opfordring til at komme til informationsaften i klubhuset d. 23. oktober kl. 19.00.

Kære KFUM’ere

Nu er vi kommet godt ind i efterårssæsonen og sikke et vejr, vi har haft her i september.

Som alle nok er bekendt med har vores seniorhold desværre haft en del udfordringer på det sportslige plan - se nærmere detaljer under Team Fodbold.

På ungdomssiden har vi fået mange medlemmer, og specielt på U17 har vi utroligt mange spillere. Ja faktisk har vi mange på alle årgange, hvilket er meget positivt. På børnesiden går det også godt, dog kunne vi her godt tænke os endnu flere medlemmer. Vores nye U5 (2020) årgang er startet op og træner onsdage og lørdage.

Vi kæmper stadig med økonomien i klubben, som selvfølgelig også er påvirket af, at 1. holdet nu spiller i Sjællandsserien, og det dermed ikke er helt lige så let at tiltrække sponsorer. Det skal dog ikke være en undskyldning, og vi tager da også nye tiltag, som gerne skulle afhjælpe situationen. Og skulle du kende nogle, som gerne vil være sponsor i klubben, så er det bare at sige til!

I klubben er vi blev kontaktet af 15 piger i alderen 17-19, som ønsker at starte et (8-personers) hyggehold op i KFUM, hvor de træner en gang om ugen. Vi har holdt møde med nogle af pigerne og aftalen er, at de starter op med at træne frem til efterårsferien, og så tager vi en snak med dem igen.

I bestyrelsen har vi overvejelser om at lægge Team Kommercielt, Team Kommunikation samt Team Kultur og Trivsel sammen. Det for at opnå flere synergier og for at samle kræfterne om de fokusområder, som vi arbejder på. 

Som du måske har set, holder vi informationsmøde i klubhuset d. 23. oktober kl. 19 – og vi håber, du kigger forbi! Læs mere her:

https://www.roskilde-kfum.dk/klubnyt/nyt-fra-klubben/kom-til-informationsaften-i-roskilde-kfum/  

Læs mere fra bestyrelsens teams herunder.

Venlig hilsen

Pelle, formand for Roskilde KFUM's Boldklub

Team Fodbold

U19 og senior

KFUM står i dag i en situation, hvor der er få ældre spillere tilbage, og derfor er vi i gang med et generationsskifte. Eksempelvis har vores Sjællandseriehold typisk en gennemsnitsalder på 22 år og vores U23 hold (Serie 1) en gennemsnitsalder på under 18 år.

Hvor vi tidligere var i betydeligt underskud af spillere, er det fra sommeren 2024 lykkedes os at tiltrække og fastholde mange unge spillere. Det er vi meget tilfredse med. Det har også givet os mulighed for at satse på de unge mennesker fremadrettet, og netop derfor var det glædeligt, at vi også kunne tilknytte Alexander Holmstrøm igen som cheftræner for disse drenge. 

I forbindelse med, at POLO stoppede som 1. holdtræner for 2 uger siden, har KFUM desuden valgt en løsning, hvor Alexander Holmstrøm både agerer cheftræner for 1. holdet og U23.

Resultatmæssigt ligger vi p.t. tungt til. Begge seniorhold ligger desværre i den tunge ende. Det koster at lave en transformation, som omhandler, at begge hold (og alle andre KFUM-hold) spiller fodbold efter den samme spillestil. Det arbejdes der hårdt på at få implementeret. Vores U23 hold er det hold, som er længst fremme i den proces, og vi kan kun opfordre til, at man kommer ud og ser dem spille kampe. Flot struktureret fodbold - hvor aftaler overholdes - og man spiller som et HOLD.

For spillernes vedkommende handler det især om rutine og deres fysiske udvikling. Det kan vi desværre ikke ændre med et trylleslag. Men vi tror på, at fremtiden ser lysere ud.

Vi skal holde fast i, at KFUM er en klub, hvor fokus er på at UDVIKLE vores spillere bedst muligt. Derfor er vi meget opmærksomme på at følge 25-50-25 reglen. 25% af tiden spiller du med nogen, som er over eget niveau - 50% af tiden spiller du med nogle på samme niveau som dig selv - og sidste 25% af tiden spiller du med nogle, hvor alle kan være med, selvom man ikke spiller op til sit bedste.

Vores lukkede seniorhold, der nu spiller i Serie 4, er kommet i menneskehænder og vinder ikke alle kampe længere, men hygger sig stadig. Dejligt at opleve.

Ungdom

Hvis man tager en tur på KFUM, er det dejligt at opleve alle de unge mennesker som er ude at træne og spille fodbold. Der er masser af liv. Dette skyldes bl.a., at man på alle årgange har rigtigt mange drenge. Typisk har KFUM fra 35 til 70 drenge på en årgang. Fantastisk. Vores mål er at have 3 hold på hver årgang.

Et elitehold for dem, som er meget dygtige lige nu, et talenthold for dem som er dygtige, men lige mangler det sidste og så et breddehold for dem, som spiller fodbold for at hygge sig. I KFUM er der nemlig plads til alle. I ungdomsrækkerne fokuserer vi på UDVIKLING over resultater, men alligevel ligger flere hold rigtigt godt til i rækkerne. Så vi tror på, at ved at fokusere på UDVIKLING kan vi fastholde drengene i så lang tid som muligt. Og så vil der automatisk være nogle af disse, som kommer på KFUM’s 1. hold.

Børnefodbold

I børnefodbolden har vi sagt farvel til vores dygtige årgang 2012, som nu skal prøve kræfter i ungdomsrækkerne - vi ønsker drengene held og lykke blandt "de store" og glæder os til at følge deres udvikling i 11-mands fodbold.

Efteråret er blevet indledt, og vi har sagt goddag til vores yngste årgange U5-U6 (årgang 2019-2020). Det er skønt at se børnenes begejstring i deres leg med bolden i centrum. Glæde smitter som bekendt, så kom gerne og kig på når de træner om onsdagen og lørdagen.

I KFUM prioriterer vi børnefodbolden højt, og i den kommende tid vil der arbejdes på at skabe endnu bedre rammer for god børnefodbold i klubben. Afgørende for, at børnene får nogle gode fodbold-oplevelser, er opbakning hjemmefra, så hermed en opfordring til alle forældre i børnesegmentet til at bakke op omkring jeres barns fodbold, aktiviteterne omkring holdene og klubben samt at give en hånd med som frivillige.

Team kommunikation

Som noget nyt har vi oprettet et Årshjul – som skal give et indblik i de aktiviteter, der er på vej i klubben. Årshjulet vil i den kommende tid blive opdateret med flere aktiviteter.

Vi er også begyndt at lægge kampprogram på hjemmesiden dagen inden førsteholdets hjemmekampe. Kampprogrammet kan downloades via en QR-kode ved indgangen til stadion og ved kioskerne.

I teamet vil vi gerne dække holdene mere bredt. Så tip os, hvis du har en god historie eller en begivenhed, du gerne vil have dækket.

Vil du være frivillig i Team kommunikation?

For at bringe endnu flere gode KFUM-historier vil vi gerne have flere tilknyttet vores team. Så hvis du er god til at skrive, lave videoer m.m. – det kan fx være, du er i gang med en uddannelse inden for kommunikation eller journalistik - så har vi brug for dig! Der er tale om frivilligt arbejde, hvor du har mulighed for at afprøve dine evner i praksis.

Vi er også stadig på jagt efter flere speakere til vores førsteholdskampe – så hvis du synes, det lyder spændende, så tøv ikke med at tage fat i os.

Send en mail til dorthe17@gmail.com

Team Get2sport

Vi har i samarbejde med DIF og Boligselskabet Sjælland lavet et stillingsopslag. Her søger vi en person, som kan lægge mellem 5-8 timer i klubben om ugen. En af de opgaver, som personen skal varetage, er en åben træningsaften for alle unge, som har lyst til at komme og hygge med lidt fodbold, her er det lige meget, om man er medlem af KFUM eller ej.

Den 11/11 er vi tre fra bestyrelsen, som er inviteret til en workshop med Dennis Hørmann. Målet med workshoppen er at klæde os bedst muligt på ift. at hente flere midler hjem fra fonde og puljer til klubbens projekter.  Det er en workshop, hvor de andre socialpartnerskabsklubber også kommer.

Ses vi til informationsaften?

Som afslutning endnu en opfordring til at deltage i vores informationsmøde d. 23. oktober – her er der mulighed for at få en dialog med bestyrelsen om de spørgsmål, du måtte have til bestyrelsens arbejde.

Mvh bestyrelsen

Luk