Menu

ROSKILDE CUP FOR PROSTATA-HOLD PÅ KFUM

image
16. september 2020 kl. 20:00
Syv klubber deltager i fredagens stævne

Med Jakob Bay-Nielsen som træner og drivkraft så FC Prostata i Roskilde dagens lys for et års tid siden.

KFUM's anlæg blev basen for det ugentlige samvær med fodbolden som omdrejningspunkt - et tilbud til alle mænd her i byen og på egnen, som har eller har haft prostatakræft.

Aktiviteterne blev lukket ned i foråret på grund af Corona-situationen, og et planlagt pokalstævne, Harald Nielsen Cup, måtte udsættes.

Her viste Jakob Bay sig så igen som en handlingens mand. Han kontaktede flere klubber på Sjælland og i København, og resultatet er blevet, at Lillevang fredag lægger baner og anlæg til såvel en fodboldturnering som det sociale samvær, der også fylder meget på dagsordenen.

PROPA Roskilde (prostatakræft-foreningen) har fået støtte fra et par sponsorer, som på den måde bidrager til, at arrangementet, med det officielle navn Roskilde Cup, kan få et festligt forløb.

Roskilde Cup finder sted fredag d. 18. september i tidsrummet mellem kl. 10 og kl. 16. Blandt de deltagende klubber kan, ud over FC Prostata Roskilde KFUM, nævnes Frem, Fremad Valby og Hillerød.

Luk