BITTERT NEDERLAG EFTER FLOT START

- Flot, at I rejser jer og giver alt, hvad I har. Indstillingen i aften kan ingen tage fra jer. Men at vi lukker de andre ind i kampen og må tage herfra med et nederlag, det må aldrig ske. Og det havde vi ikke fortjent, specielt efter den første halve time, hvor vi spiller rigtigt flot fodbold.
Bl.a. med disse ord gjorde cheftræner Søren "Polo" Knudsen status efter torsdagens lokalopgør i Sjællandsserien. Her førte hans mandskab 2-0 og 3-1 i kampen i Taastrup, men tabte alligevel 3-4.
- At vi nu har lukket 12 mål ind i to kampe, det er selvfølgelig for meget, hvis man vil vinde fodboldkampe. Vi skal hurtigt muligt have bygget noget op, så vi ikke gør det så nemt for modstanderne at komme til chancer og mål mod os, tilføjede den skuffede træner.
I forhold til lørdagens ydmygelse mod Espergærde havde han rystet posen, bl.a. fordi Victor Fiala er skadet. Desuden var der rykket rundt på brikkerne med Sebastian Thillerup tilbage efter karantæne, Luka Dumic i en mere offensiv rolle på midtbanen og Anton Juel Jørgensen som midterangriber. I de bageste rækker spillede Matias Sjøbeck i midterforsvaret ved siden af ligeledes tilbagevendte Scott Ross, mens unge Lukas Guldhammer fik sin første start på holdet som venstre back.
I det 8. minut kom KFUM foran efter fornemt opspil i højre side af Viktor Lundgren og Lucas Remien, så en umarkeret Anton Jørgensen kunne sparke bolden i kassen fra nært hold. Seks minutter senere stødte Remien frem på banens midte og sendte en fin fremlægning til Carl Severinsen, som scorede til 2-0.
I det 19. minut fik hjemmeholdet reduceret. Efter en mulig offside i opspillet i Taastrups højre side blev holden headet i nettet af en fuldstændigt umarkeret Frederik Hansen. To minutter senere sendte Anton Jørgensen Viktor Lundgren af sted i dybden til en stor chance, men den rutinerede målmand Oliver Lip fik blokeret skuddet.
De blå-hvide måtte indkassere en 10 minutters udvisning til Filip Glac, men kunne alligevel gå til pausen med en kneben føring, som kunne have været større. Det blev den så ni minutter efter pausen, da keeper Lip kom skidt ud til et hjørnespark. Det gav chancen til Luka Dumic, som tordnede bolden op under overliggeren ved fjerneste stolpe.
Men scoringen ændrede desværre ikke ved det billede, der havde tegnet sig allerede fra de første minutter af halvlegen. KFUM's opspil var nu langsomt og præget af sjusket boldomgang, gradvist begyndte organisationen at gå fløjten, og det hele lugtede mere og mere af panik, samtidig med at den fysiske og måske også den mentale træthed begyndte at melde sig hos flere spillere.
Dette gjorde sig især gældende efter Taastrups reducering i det 18. minut. Målmand Conrad Kromann slog ved nærmeste stolpe et hjørnespark fra Casper Wessel Larsen ind i egne netmasker, og det burde vel retteligt være noteret som et selvmål.
Anton Juel Jørgensen testede keeperen med et godt skud, som Oliver Lip reddede ved foden af stolpen. Det skete 20 minutter før tid, og mere kom gæsterne ikke frem til, mens hjemmeholdet fornemmede, at her var mere at hente.
Luka Malisic afløste Filip Glac, og otte minutter før tid reducerede Frederik Hansen, der igen stod udækket inde under mål og kunne heade et indlæg i nettet. To minutter senere gik det så helt galt, da Taastrups Denzel Noonoo scorede med et flot spark i den fjerneste sammenføjning.
KFUM forsøgte at blæse til en sidste offensiv med indskiftningen af Andreas Nielsen og af forsvareren Simon Fejerskov, der blev placeret helt fremme i forreste linje. Men lige meget hjalp det, Taastrup kunne uden større besvær køre den simple sejr hjem.