Menu

Danmarksserien: Fin premiere og fortjent point

04. august 2018 kl. 16:51

KFUM fik 1-1 mod Ledøje-Smørum på straffesparkmål af Luka Dumic 

Meget taler for, at KFUM’s Danmarksseriehold er på vej mod nye og bedre tider.

I hvert fald gjorde de blå-hvide et rigtigt godt indtryk i sæsonpremieren på Invita Park mod Ledøje-Smørum, formentlig et af rækkens stærkeste hold.  

Længe lignede det ellers et nederlag, men knap 10 minutter før tid udnyttede tilbagevendte Luka Dumic et straffespark, så kampen sluttede 1-1.

Stefan Håkansson, den ny cheftræner, var meget tilfreds med kampen. . Frem for alt fik han allerede i første turneringskamp opfyldt ønsket om et helt andet udtryk på banen, end det der prægede KFUM i sidste sæson.

”Fantastisk start mod et velspillende hold. I de sidste 15 minutter er vi oven på, og hvis der skulle være en vinder, måtte det blive os. Vi har momentum i store dele af kampen, viser super holdånd, og jeg føler mig overbevist om., at vi kommer til at vokse i de kommende uger”, lød det fra træneren.

KFUM havde den tidligere Superliga-spiller Nicolai Høgh som debutant i midterforsvaret, mens Mico Elvig var rykket ud som venstre back.  Foran ham, som kantspiller, var Elton Amissen for første gang med fra start.

Hjemmeholdet optrådte fra start med god boldomgang og variation i kombinationsspillet. I det 15. minut havde det nær givet kampens første mål, da Luka Dumic fik muligheden efter fint forarbejde på højrekanten af  Rasmus Lundberg og  Morten Jørgensen. Men målmand Nicolai Bjerregaard afværgede med en fodparade.

Lidt senere fik Dumic en ny mulighed, som det lykkedes en forsvarer at få blokeret. Herefter kom udeholdet gradvist ind i kampen, og den midterste tredjedel af opgøret tilhørte Ledøje-Smørum.  De teknisk velfunderede gæster var rigtigt gode i pasningsspillet og formåede ofte at komme i overtal. Heldigvis virkede KFUM’s defensiv solid og gav ikke meget væk.

Gæsternes Emil Scott Rasmussen og Frederik Jørgensen havde pæne muligheder, men i det 39. minut havnede et indlæg fra Rasmus Lundberg på overliggeren. To minutter senere gik det galt for KFUM. Ledøje-Smørum lagde et massivt pres i straffesparkfeltet, og bolden havnede for fødderne af Mathias Gransee, der scorede helt ude ved stolpen.

Otte minutter efter pausen gav Jakob Sparhold plads for Jonathan Sloth, og to minutter senere fik gæsterne annulleret et mål for offside mod Frederik Jørgensen. De misbrugte også en stor chance lidt senere, men gradvist lykkedes det KFUM at æde sig tilbage i kampen og presse udeholdet tilbage.

19-årige Gustav S. Hansen fik debut, da han afløste Elton Amissen 20 minutter før tid. 10 minutter efter rykkede han mod mållinjen efter fint kombinationsspil og blev fældet af Dennis Lind, så Luka Dumic kunne skaffe det ene point fra 11 meter-pletten. KFUM var tæt på sejren i den forlængede spilletid, da Rasmus Lundberg sparkede fladt efter fint sammenspil med Morten Jørgensen, men målmanden og stolpen reddede i forening.

Luk