Menu

DEN PERFEKTE KAMP AT SLUTTE ÅRET MED

image Oliver Lassen og cheftræner Keld Hansen lægger planer for taktikken mod FC Roskilde
Leon A.
17. november 2021 kl. 12:42
Oliver Lassen sikker på, at vi også på fredag får at se, hvorledes lokalopgørene har deres helt eget liv

 - Netop at skulle møde FC Roskilde er den helt perfekte kamp at slutte efteråret med. Derfor skal vi heller ikke tabe til dem på fredag, for det ville være tungt at gå på vinterpause med en stime, som så hedder ni kampe i træk uden en sejr.

 Sådan lyder ordene fra Oliver Lassen, der med 11 af i alt 23 mål er aldeles suveræn topscorer for sit hold, før styrkeprøven mod byens andet mandskab.

De to tidligere lokalopgør i 2021 er begge afviklet på Lillevang og begge med resultatet 1-1. Her viste det sig, at KFUM i den grad havde kvaliteterne til at udfordre en rival, der mødte op som klar favorit.

 Men mange vil i den aktuelle situation nok tænke, at fredagens kamp bliver med en noget anden dagsorden, som for KFUM's vedkommende må handle om at slutte af med et "lempeligt" resultat i årets sidste kamp. Også set i betragtning af, at de 15 spillere, som var i kamp i det seneste lokalderby, vil kun syv eller otte være til rådighed denne gang.

 - Det må jeg helt klart afvise. Vi skal endnu engang dokumentere, at et lokalopgør som dette har sit helt eget liv, uanset stillingen og uanset holdenes formkurve. Vi mangler ganske vist rutinerede folk, men under træningen først på ugen var det tydeligt, at de, der skal spille i stedet, i den grad er tændte og indstillet på at gribe chancen, fordi der er tale om en ganske særlig kamp, siger den 23-årige angriber.

  Han tilføjer, at også denne kamp er en styrkeprøve mellem dygtige fodboldspillere. Men mere end noget andet mener han, at det handler om evnen og indstillingen til at "krige" for at sende modstanderne og publikum et signal om, hvad KFUM vil i denne kamp.

 - Det med at krige skal selvfølgelig forstås på den rigtige måde, og naturligt, at mange hæfter sig ved det høje antal gule og røde kort, vi er blevet straffet med. Det holder selvfølgelig ikke og har været med til at svække os i de seneste uger.

 Topscoreren er med på, at tabellen aldrig lyver, og at man derfor må anerkende den suveræne førsteplads, som FC Roskilde indtager.

- Vi har tidligere vist, at de er til at snakke med. Selvfølgelig råder de over dygtige spillere, og det er aldrig nogen skam at tabe til et bedre hold. Men vi skal nok sørge for, at de ikke får lov til at være det bedste hold på fredag, og der findes ikke nogen bedre måde at slutte året med end at tage tre point mod netop dem, slutter Oliver Lassen.

 



Luk