Menu

DENNE GANG VAR GREVE BARE BEDRE

image Conrad Kromann - måtte gå ud med en skade efter få minutter. ARKIVFOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
06. august 2024 kl. 22:49
KFUM tabte 0-2 i træningskamp, hvor holdet nåede at benytte tre forskellige målmænd

  I de seneste fire turneringskampe mod Greve i Danmarksserien har KFUM taget fire sejre med en samlet score på 10-1.

  Men nu står menuen ikke længere på DS for KFUM, og da de to hold tirsdag mødtes i en træningskamp på Lillevang, faldt styrkeforholdet i den grad ud til gæsternes fordel.

 Hos KFUM leder cheftræner Søren Polo Knudsen stadigvæk efter idealopstillingen til den kommende sæson med flere unge talenter, der trænger sig voldsomt mål. Greve kom derimod med et mandskab, som virkede aldeles homogent og sammenspillet, og som mødte op med en klar ambition om at dominere og vinde matchen.

 Det gjorde udeholdet så med en 2-0 sejr, der efter spil og chancer sagtens kunne være blevet meget større.

 Kampen fik en uheldig optakt for KFUM, da målmand Conrad Kromann efter mindre end 10 minutter måtte udgå med en skade. Holdet havde ingen keeper på bænken, så midtbanespilleren Filip Glac måtte overtage posten. Fem minutter senere måtte han se sig passeret, da Simon Fejerskov begik straffespark mod Christian Vibe. Rasmus Thomsen scorede sikkert fra 11 meter-pletten.

 Lidt efter kunne KFUM så sende en "rigtig" målmand ind på posten, da man hentede U17-målmanden Carl-Emil Borglykke, som ellers var i gang med træning på en af banerne ved siden af. Han gjorde en fin figur i resten med gode reaktioner på stregen og modigt sweeper-keeper spil længere ude på banen.

 Her havde hans nye holdkammerater svært ved at få sat spillet rigtigt sammen, og når Greve pressede højt med mange mand, skabte det store problemer i de bageste rækker. Da Victor Fiala omkring den halve time halvflugtede lige forbi stolpen fra 20 meter, skulle det vise sig at blive KFUM's mest nærgående forsøg i hele kampen.

 Begge hold skiftede flere spillere ud i pausen og i løbet af de sidste 45 minutter. Fra midten af halvlegen fik KFUM en fin periode på et kvarters tid, hvor Emil Ølvang, én af de indskiftede, lagde op til flere lige-ved-og-næsten situationer foran Greves mål med sine indlæg og hjørnespark.

 Rigtigt farligt blev det imidlertid aldrig, og kort før tid slog Mathias Vingaard Greves sejr fast efter en hurtig omstilling og et velplaceret spark fra kort afstand, som ikke levnede KFUM's unge sidste skanse nogen chance overhovedet.


Luk