Menu

ENDNU ET TUNGT, TUNGT NEDERLAG

image En skuffet og træt Lucas Remien forlader banen knap 20 minutter før tid. Herefter scorede Rudersdal yderligere to gange. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
06. september 2024 kl. 22:38
Trods chokstart var KFUM godt med før pausen, men tabte 0-5 til Rudersdal

 Det er noget af et bjerg, som KFUM skal bestige for at forbedre sin situation i Sjællandsserien, og bjerget blev endnu højere og mere stejlt efter fredagens opgør mod FC Rudersdal.

 Hjemmeholdet vandt kampen på Vedbæk Stadion med hele 5-0 efter 1-0 ved pausen.

 - De laver lidt for mange mål til sidst, hvor vi falder sammen. Vi må tage de gode momenter med fra 1. halvleg, hvor vi også havde et par muligheder, vi ikke fik udnyttet. Efter pausen var aftalen, at vi skulle spille fokuseret og med pasninger, der sad lige i skabet. Det kom desværre ikke til at ske, sagde cheftræner Søren "Polo" Knudsen.

 Han hæftede sig også ved, at KFUM med to gule kort denne aften i alt har indkasseret seks af slagsen i de tre seneste kampe og sammenlagt været en mand i undertal i næsten en time.

 - Vi må ikke straffe os selv på denne måde, sagde træneren.

 Mod Rudersdal manglede han af forskellige årsager Conrad Kroman, Sebastian Thillerup, Filip Glac og Carl Severinsen. Desuden har holdet desværre måttet sige farvel til Victor Fiala, der på grund af dårlige knæ lægger fodbolden på hylden efter over 80 kampe på de blå-hvides bedste hold.

 Afbuddene betød endnu engang en stærkt ændret opstilling, hvor nye relationer skulle opbygges. Det gjaldt især midtbanen, hvor der var sæsondebut til Thor Havndrup, suppleret af Simon Fejerskov og som den mest offensive Anton Juel Jørgensen. Anfører Luka Dumic startede helt fremme.

 Afbuddet fra målmand Conrad Kromann betød en spektakulær første optræden mellem stængerne for 19-årige Andreas Nielsen. Siden sit skifte fra GVI i vinterpausen har han spillet ni kampe for KFUM som venstre back, men i sin tidligere klub var han målmand indtil årene som U17-spiller.

 Den ny keeper ydede en godkendt indsats og kunne ikke klandres for nogle af målene. Allerede efter halvandet minut måtte han hente bolden ud af netmaskerne. På en stikning i dybden løb Juan Antonio Gadea fra gæsternes forsvar og scorede. Det skulle ikke blive sidste gang, at den hurtige og træfsikre spanier kom til at volde problemer i KFUM's bageste geledder.

 Rudersdal førte sig frem som et pasningsstærkt og godt sammenspillet hold, men fra midten af halvlegen kom de blå-hvide gradvist mere med i kampen. Kæderne hang nu bedre sammen, og i det 31. og 37. minut tilspillede holdet sig to fine muligheder.

 Først måtte Nicolai Duus se sit skud fra nært hold reddet af målmand Tobias Nüchel efter et glimrende angreb, ført frem af Luka Dumic og Viktor Lundgren. Og dernæst headede Dumic tilsyneladende et hjørnespark fra Lucas Remien over stregen, men målet blev annulleret for off side mod Nicolai Duus.

 Otte minutter efter pausen sendte Lucas Guldhammer Viktor Lundgren af sted med en fin stikning. Men ingen andre var nået med frem, så Lundgren var tvunget til at skyde fra en meget spids vinkel. Målmanden reddede skuddet ved nærmeste stolpe, og så gik det i stedet helt galt i den modsatte ende, igen med Juan Antonio Gadea som skarpretter.

 I det 10. minut sprintede han igen fra forsvaret og passerede Andreas Nielsen, og to minutter senere var spanieren på pletten, da bolden blev spillet skråt tilbage fra mållinjen.

 To minutter senere sendte KFUM Luka Malisic og den debuterende Carlos Paka på banen, ud gik Duus og Havndrup. Anton  Juel sparkede i sidenettet efter godt opspil af Lundgren og Dumic, hvorefter Frederik Møgelvang, holdets sjette debutant i denne sæson, afløste Lucas Remien.

 Knap et kvarter før tid udnyttede en umarket Frederik Kjærgaard en lidt tilfældig chance til at score Rudersdals fjerde mål. Lidt senere gult kort til Viktor Lundgren, hvorefter Nicolai Duus kom tilbage i stedet for Anton Juel.

 Tre minutter før tid rundede Tobias MIdtgaard målfesten af med KFUM's forsvar som passive statister, inden gæsterne blev decimeret yderligere med en udvisning til Matias Sjøbeck.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk