FLOT FIGHT BLEV BELØNNET MED POINT

Seks kampe i træk uden nederlag, hvoraf de tre sidste endte uafgjort.
Sådan sluttede efteråret for KFUM’s Danmarkseriehold efter 1-1 i lørdagens hjemmekamp mod stærke B 1908.
Gæsterne har uden tvivl ærgret sig over cifrene, for de havde de chancer, der normalt skulle til for at vinde kampen. Men en storspillende Marc Lyster i KFUM’s mål og en flot fight over hele linjen sørgede for resultatet.
”Det var et godt tilkæmpet point, især i kraft af en fantastisk disciplineret 1. halvleg, hvor vi fighter os ind i kampen og på den måde også får sat spillet op. At det senere kommer til at knibe med kræfterne, er forståeligt”.
Sådan lød status fra cheftræner Stefan Håkansson. Han manglede karantæneramte Mads Pfeiffer og Morten Jørgensen, der var arbejdsramt.
Christoffer Blond og Mico Elvig spillede backpladserne, mens Rasmus Lundberg blev rykket frem som kant. Med et højt pres formåede hjemmeholdet fra kampens start at skabe problemer for gæsternes opspil, og KFUM’s omgang med bolden var bedre end i de seneste kampe. Første store chance tilfaldt dog gæsternes Martin Kyster, der i det 9. minut pludselig stod helt fri i feltet. Men Marc Lyster refleks-reddede skuddet.
I det 35. minut stødte Christoffer Blond fint med frem i højre side, og Emil Ølvang scorede til 1-0 med et behersket hovedstød helt ude ved stolpen. Topscorerens sjette fuldtræffer i efteråret, lige så mange som i hele sidste sæson, og kort før pausen kunne Ølvang have gjort det til 2-0. Men efter flot oplæg af Lundberg og Elton Amisse fik han i fri position ikke ordentligt ram på bolden, så afslutningen blev nærmest en tilbagelægning til målmanden.
Syv minutter efter pausen halvflugtede Elton Amisse fra lang afstand og forbi målet. Det så nu ud, som om KFUM havde indstillet sig på en forsvarskrig, holdet stod langt tilbage på banen og blev lidt for passivt. Nok også, som træneren påpegede, fordi kræfterne begyndte at svigte.
Midt i halvlegen steg B 1908’s David Chernet op til et hjørnespark og headede i nettet til 1-1. Lyster præsterede en stor redning på et skud fra Martin Lisborg, og 17-årige Cilius Træden afløste en småskadet Mico Elvig. Med et par taktiske justeringer blev hjemmeholdet mere kompakt og kunne igen også agere offensivt.
Ølvang headede snært forbi stolpen på en aflevering fra Rasmus Lundberg, og så blev Elton Amisse afløst af Jonas Sjøbeck, mens Lundberg senere gav plads for Josef Fakhry. Lyster præsterede sin næste fine redning på et skud fra Khamis Akida, forsvaret fik ikke clearet rigtigt efter redningen, og så sparkede Martin Lisborg mod ydersiden af stolpen!
Efter et frispark fik Micki Kold Nagel chancen, men hans skud blev reddet af en forsvarer og målmanden i forening. Så måtte Marc Lyster igen i aktion med en stor redning, denne gang på et hovedstød, og det blev ved 1-1. Gule kort til Mico Elvig samt gæsternes Simon Sinkjær og Festim Mustafi.