Menu

FØRSTE POINT TIL KFUM I 2. DIVISION

image Fra præsentationen af Robert Larsen og Andreas Lissau på KFUM. Lissau blev klubbens første målscorer i 2. division
Leon A.
05. september 2020 kl. 17:04
Begge mål i 1-1 kampen mod HIK faldt inden for tre minutter i 2. halvleg

  Lørdag eftermiddag kunne KFUM sætte sit første point ind på kontoen – i den første divisionskamp nogen sinde på klubbens anlæg.

  Favoritterne fra HIK måtte nøjes med 1-1, egentligt et ganske retfærdigt resultat. Også selv om gæsterne havde mest spil og skabte de fleste muligheder, til gengæld kunne KFUM også have taget alle tre point i en medrivende slutfase.

 ”Vi tilkæmpede os det ene point på en måde, som vi kan lide, og vi var så disciplinerede, at de ikke fik deres sædvanlige spillestil til at lykkes. Vi får i dag set langt mere af vores sande udtryk end i den første kamp og skaber, hvad der skal til for at få point”, fastslog cheftræner Stefan Håkansson.

 Han måtte undvære den skadede Rasmus Lundberg, hvis plads blev overtaget af Christoffer Blond. I stedet spillede Lasse Kjeldsen back i venstre side – femte KFUM-debutant i denne sæson.

 I en ganske chancefattig, men alligevel seværdig 1. halvleg lagde hjemmeholdet godt ud. Mads Julø testede HIK’s forsvar med et stærkt ryk, men blev bremset i allersidste øjeblik, og da Erkan Firat fik en mulighed efter et fint angreb, fik han ikke rigtigt træf på bolden.

 Gæsterne var dog farlige på flere omstillinger, hvor KFUM’erne  og de næsten 300 tilskuere slap med skrækken.

 HIK kom bedst ud efter pausen, og en skidt kommunikation mellem Christian Klausen og målmand Marc Lyster havde nær fået fatale følger. I det 8. minut blev en scoring af udeholdets Isak Tånnander annulleret for en hårfin, men formentlig korrekt offside.

 Rasmus Hansen afløste Morten Jørgensen, og lidt senere, i det 29. minut, gik det galt for KFUM. Robert Larsen mistede bolden på egen banehalvdel, og det udnyttede HIK maksimalt. Et par hurtige pasninger, så var anfører Jonas Hebo Rasmussen fri og kunne score til 1-0.

 Heldigvis svarede de blå-hvide igen to minutter senere. En forsvarer rev Andreas Lissau omkuld, da denne prøvede at nå bolden på et langt skifte fra Christoffer Blond. Lissau sendte selv straffesparket i netmaskerne. Med KFUM’s første pletskud i 2. division.

 Udligningen fik balancen i kampen til at tippe, og hjemmeholdet havde de bedste muligheder i slutfasen, hvor Serkan Firat afløste Mads Julø. Robert Larsen sendte et frispark lige forbi, Lissau testede målmanden med et godt langskud, og så fulgte et par lovende omstillinger, hvor især den første var tæt på at give 2-1. Men Mads Julø sendte bolden lige forbi stolpen.

 Advarsel til Morten Jørgensen og Luka Dumic samt HIK’s Mads Christiansen, Frederik Krabbe og Daniel Thorup

 

 

   

Luk