Menu

FØRSTE SEJR I 10 HJEMMEKAMPE

image
18. august 2018 kl. 16:49

Endelig – en sejr på hjemmebane, den første af slagsen i 10 kampe.

KFUM bekræftede det gode indtryk fra de to første kampe i Danmarksserien  og vandt lørdag 3-0 over Ishøj i en kamp med tre flotte mål.

”Men spiller vi op til vores allerbedste og er mere effektive, så vinder vi kampen med de dobbelte cifre”, fastslog cheftræner Stefan Håkansson.

Han fastslog i sin status, at spillet ikke altid behøver at være meget strømlinet og kønt.

”Det handler også om at bruge hovedet, rent taktisk, og det gjorde vi i dag. Desuden viser vi igen, at vi virkelig har troen på, at det kan lykkes, og viljen til at arbejde for hinanden”, sagde træneren.

Han havde Morten Jørgensen tilbage i startopstillingen, mens Jakob Sparholt startede på bænken.

Hjemmeholdet begyndte lidt usikkert med mange boldtab i opspillet, således at de blå-hvide ofte kom i undertal på midtbanen. Det betød, at oprykkerne fra Ishøj havde overvægt i spillet, og de kom til en stor chance i det 7. minut. Fra midten af banen tog Mohamed Mojab en solotur gennem forsvaret, men Marc Lyster reddede skuddet.

I det 16. minut kom KFUM foran. Efter et hjørnespark havnede bolden hos Nicolai Høgh i venstre side. Via en lettere afretning havde hans skifte i modsatte side hos Emil Ølvang, der fornemt halvflugtede bolden i mål.

 Efter en strålende omstilling på højre kant fandt Morten Jørgensen Emil Ølvang, hvis hovedstød gik forbi mål. Lidt senere var rollerne byttet om, da Ølvang med et fint lob servicerede Jørgensen, som dog sparkede udenom. Kort før pausen præsterede Gustav Skov Hansen og Emil Ølvang et fint opspil, men målmand Thobias Henriksen kom godt ud og fik hindret Luka Dumic i at omsætte chancen.

KFUM fortsatte med at dominere efter pausen. I det 4. minut kombinerede Morten Jørgensen og Rasmus Lundberg sig fint igennem, men en helt fri Gustav Skov Hansen sparkede Lundbergs pasning forbi stolpen. 10 minutter senere blev det 2-0. Jonathan Sloth erobrede energisk bolden på midtbanen, og via Luka Dumic havnede bolden for fødderne af en fri Gustav Skov Hansen, der blev noteret for sit første pletskud i Danmarksserien.

Christoffer Blond afløste Mico Elvig, lige efter at Mads Pfeiffer havde sendt Luka Dumic  af sted med en formidabel fremlægning. Men den tidligere KFUM’er Onur Bilgin fik tacklet Dumic i allersidste øjeblik. Lidt senere gik først Morten Jørgensen og siden Mads Pfeiffer ud. Ind kom Elton Amisse og Jakob Sparholt.

10 minutter før tid headede Luka Dumic i nettet efter et formidabelt angreb, sat op af Sparholt i venstre samt Elton og Lundberg i højre side. Dumic blev snydt for et straffespark, så det endte altså med 3-0. Advarsler til Mads Pfeiffer og Micki Kold, der blev hyldet for sin kamp nr. 100.

Luk