Menu

FOROMTALE OG KAMPPROGRAM: KFUM - RUDERSDAL LØRDAG KL. 13.30

image Carl Severinsen er tilbage og ventes at være med i startopstillingen
Leon A.
04. april 2025 kl. 11:26
Flere afbud, men Lucas Remien og Carl Severinsen tilbage efter rejser

 Den fjerde finale ud af 13 i forårssæson.

 Sådan ser KFUM's cheftræner, Alexander Holmstrøm, på lørdagens hjemmekamp mod FC Rudersdal. På papiret er det nummer 12 og tredjesidst, som tager imod nr. 5 i en række, hvor kun tre hold lige nu præsterer nogrt, som ligner stabilitet: Ølstykke og Stenløse i bunden og til dels Birkerød helt i top.

 - Men Rudersdal må være et potentielt tophold. Jeg så dem vinde 4-0 over Ølstykke i sidste weekend, og det er et mandskab, som spiller meget direkte og med voldsom fart i forreste linje. Spillemæssigt vurderer jeg dem til at være et bedre hold end Hellebæk, som slog os 4-0 for en uge siden, lyder det fra træneren.

 Af forskellige årsager må han bl.a. se bort fra Teis Hegelund, Thor Havndrup og Mads Avnskjold, som alle indgik i startopstillingen i Hellebæk. Det gjorde også Oskar Lund, som lørdag får en kamp med serie 1, mens der er comeback i startopstillingen til Lucas Remien og Carl Severinsen, begge tilbage efter deres rejser.

 - Carl har kun trænet med i torsdags, men han imponerede alle ved at være i rigtigt god form. Dog savner han selvfølgelig kamptræning, og ingen forventer, at han kan spille alle 90 minutter.

 Træneren fortæller, at der igen skal være samme fokus på organisationen uden bold, som gav bonus i forårets to første kampe mod Espergærde og Taastrup. 

 - Når vi ser bort fra målmandsposten, kan vi mønstre samme startopstilling som i efterårets sidste kampe mod Bagsværd og Stenløse. Og vi får dermed mulighed for at angribe med de hurtige kanter, der dengang havde afgørende roller på holdet, siger Alexander Holmstrøm.

 Set i bakspejlet vurderer han nederlaget og indsatsen mod Hellebæk som et regulært kollaps, og hvor det chokerede ham, at så mange leverede under vanligt niveau.

 - Indstillingen skal blive voldsomt meget bedre, for vi må ikke glemme, at vi er et bundhold, som i hver kamp skal yde 100 pct. for at få point. Og jeg både håber og tror på, at vi mod Rudersdal kan komme med det, som gav os 10 point i de fire kampe forinden. Det bliver også nødvendigt, understreger KFUM's cheftræner.

 FC Rudersdal blev grundlagt i 2020 som en fusion mellem Søllerød-Vedbæk og Rudersdal Boldklub. Aktuelt ligger holdet på femtepladsen i rækken, og kun de tophold, Birkerød og Espergærde, har scoret flere mål. De blå-hvide har revanche til gode efter et 0-5 nederlag i den omvendte kamp i efteråret.

 KFUM's sandsynlige startopstilling: Niclas Bielenberg - Lucas Remien, Scott Ross, Simon Fejerskov, Lukas Guldhammer - Filip Glac, Rasmus Hansen, Luka Dumic - Carl Severinsen, Matias Sjøbeck og Anton Juel Jørgensen. På bænken: Mico Elvig, Emil Ølvang og Andreas Nielsen.

 

 

 

 

Luk