FREMGANG - MEN ENDNU ET NEDERLAG

Rent resultatmæssigt lykkedes det ikke for KFUM at få vendt kurven i holdets første kamp i Sjællandsserien med Alexander Holmstrøm som cheftræner.
Gæsterne fra Farum vandt lørdagens opgør med 3-1, et resultat, som på en måde gav et rimeligt billede af spil og chancer i de 90+ minutter. Og så måske alligevel ikke - for de blå-hvide leverede en indsats og skabte de muligheder, der med andre marginaler i bestemte situationer godt kunne have udmøntet sig i i hvert fald det ene point.
- Det hold, vi mødte i dag, er ikke bedre end os, konstaterede træneren bagefter.
Alexander Holmstrøm talte om en godkendt indsats, hvor alle 14 levede op til det, han havde forlangt: Spillere, der gjorde alt, hvad de overhovedet kunne, og som spillede med ild i øjnene.
- Vi spiller tålmodigt, og vi har rigtigt meget boldbesiddelse. Men vi skal arbejde rigtigt meget med kvaliteten på den sidste tredjedel, tilføjede han.
Træneren måtte med kort varsel ændre sin opstilling, da forsvareren Scott Ross gik i stykker under opvarmningen. I forvejen måtte han se bort fra Lukas Guldhammer og Simon Fejerskov.
Holmstrøm havde besluttet sig for at give debut i midterforsvaret til 17-årige Teis Hegelund, der leverede en rigtigt fin kamp. Han fik nu Lucas Remien som sidemand, mens Andreas Nielsen rykkede ind som venstre back. Conrad Kromann i målet, Sebastian Thillerup og Carl Severinsen var alle tilbage i startopstillingen. Matias Sjøbeck rykkede frem fra forsvaret til den offensive midtbane.
Hjemmeholdet lagde ud i offensiv stil og havde været nærgående i et par situationer, inden belønningen kom i det 7. minut. Efter flot opspil i højre side af Teis Hegelund og Matias Sjøbeck kunne Viktor Lundgren score fra nært hold.
I det 14. minut præsterede Kromann en god redning på et skud fra Mikkel Ørting, men fire minutter senere fik han kun slået Farums næste afslutning ud i det lille felt, og her tog özhan Vurucu sig af det gratis tilbud. Nu havde gæsterne momentum og tilspillede sig to store chancer, som Nicolai Bertelsen og Vurucu misbrugte.
I det 27. minut kom Farum foran efter et fint gennemspillet angreb, som Mikkel Ørting afsluttede med et flot spark fra en spids vinkel og op i det fjerneste målhjørne. Lidt senere fik Thor Havndrup muligheden efter et godt angreb i den anden ende, men hårdt presset snittede han bolden lige forbi stolpen. Inden holdene gik til pause, havde Kromann en god redning på et langskud fra Mikkel Ørting.
Fem minutter efter pausen reddede Farums målmand et absolut kvalificeret frispark fra Luka Dumic, der i dag var rykket frem som decideret midterangriber.
Men bare minuttet efter blev 3-1 en kendsgerning, banket i netmaskerne af en umarkeret Mikkel Ørting. Og det skete efter nogenlunde samme opskrift som ved holdets andet mål: Fra egen forsvarszone kombinerede Farum sig op ad banen med korte, flade pasninger og profiterede af, at deres modstandere aldrig fik lagt pres på boldholderen, men i hele fasen var ét eller to skridt bagefter.
Midt i halvlegen gik Andreas Nielsen ud, og Nicolai Duus kom ind som højre kant. Lucas Remien rykkede ud som højre back og Matias Sjøbeck tilbage i midterforsvaret, mens Carl Severinsen overtog hans offensive position.
Luka Dumic afsluttede en god aktion med at sparke i sidenettet, og da han forsøgte sig i forlængelse af et frispark, præsterede Farums målmand en fin redning på det afrettede skud.
Filip Glac afløste Thor Havndrup på midtbanen, og en halv snes minutter før tid fik Dumic headet bolden tilbage i feltet, da målmanden gik fejl af et indlæg. Det gav chancen til Viktor Lundgren, men hans skud blev reddet af en forsvarer på stregen. Lidt senere headede Lucas Remien et hjørnespark videre, men her kunne en Farum-spiller afværge lige foran målstregen.
Mico Elvig afløste Teis Hegelund og kom ind som ekstra skyts i forreste linje, men det lykkedes for Farum at forsvare sejren hjem. Kampen sluttede med et gult kort til Matias Sjøbeck.
DAGENS SPILLER
Dagens spiller blev Sebastian Thillerup, og han fik overrakt en gave af Tine Remien sponseret af Spar Nord.