Menu

HELDIG SEJR I KARLSLUNDE PÅ MÅL LANGT INDE I OVERTIDEN

image Oliver Lassen skriver her under på, at han ville score til 1-0 mod Karlslunde
Leon A.
18. august 2021 kl. 22:20
KFUM vandt 1-0 i intenst og rodet lokalopgør

  Det blæste op til flere pelikaner og var til sidst så mørkt, at det i hvert fald fra tribunen på stadion i Karlslunde kunne være svært at se, hvad der egentlig foregik dernede på  banen.

 Men det er sikkert og vist, at gæsterne fik hjørnespark, da der resterede 40-45 sekunder af overtiden. Efter lidt klumpspil faldt bolden ned for fødderne af Oliver Lassen, der sendte den i nettet, så KFUM kunne juble over tre point.

 Det er også sikkert og vist, at som kampen forløb, var det en meget heldig sejr.

 ”Vi fik en gave i dag, og den skal vi være glade for. Men vi har før talt om, at vi skal blive bedre til at tage de point, som nogle gange ligger til os på en dårlig dag, og det var, hvad vi gjorde her. I øvrigt mener jeg, at vi slet ikke skal undervurdere et hold som Karlslunde, ligesom jeg tror, at der ikke er så stor forskel på holdene i rækken, som mange vil mene”.

 Sådan lød det fra cheftræner Keld Hansen, der havde ændret i startopstillingen efter sejren over Herlev. Mico Elvig afløste skadede Lasse Kjeldsen som venstre back, og Josef Moussa begyndte på kanten, da Emil Ølvang, arbejdsbetinget, blev forsinket før kampen.

 Et vådt underlag og den stærke blæst gjorde vilkårene svære for spillerne. Karlslunde var indimellem farlig på omstillinger, og i det 12. minut gav én af dem et stort tilbud til Andreas Stær Nielsen. Men Max Christensen reddede med en fin fodparade.

 Emre Selvi gik ud med en skade midt i halvlegen, og Ølvang kom ind. Efter blot et par minutter på banen serverede han en fin bold til Luka Dumic, men målmand Patrick Christensen reddede skuddet og tog sig også af riposten fra Josef Moussa.

 Denne gik ud 13 minutter efter pausen til fordel for Shabban Hussain, netop hentet i Vanløse, og sæsonens syvende debutant. Midt i halvlegen var det voldsomt tæt på 1-0 til Karlslunde. Max Christensen kunne kun halvklare et brækkende spark fra Rasmus Svendsen, og Nikolaj Adler Nielsen gled riposten forbi mål fra kort afstand. Erkan Firat og Benjamin Sode kom ind, ud gik Amin El Barrani og Mico Elvig.

 Begge hold havde gode tilbud i slutfasen. Oliver Lassen var tæt inde under mål millimeter fra at nå frem til en pasning fra Luka Dumic, og målmanden var på sin plads ved et nærgående forsøg fra Ølvang.  I et opgør med meget tænding uddelte dommeren gule kort til Ølvang, Oliver Lassen og Amin El Barrani samt fire til Karlslunde. Den stærkt spillende anfører Sebastian Hansen havde gult, da han brokkede sig til en udvisning ni minutter før den enlige scoring. Et rødt kort, som muligvis fik afgørende betydning for resultatet.

 

 

 

 

 

Luk