Menu

HVIS NOGEN SKAL SLÅ DEM - HVORFOR IKKE OS

image
Leon A.
07. oktober 2021 kl. 13:09
KFUM's anfører: Efter kampen mod FC Roskilde ved vi for alvor, hvor vi står

120 førsteholdskampe kan KFUM's anfører, Christoffer Blond, fremvise på sit cv. Men han har næppe set så meget frem til en kamp, som han gør det før lørdagens lokalopgør mod FC Roskilde.

Og selv om gæsterne kommer med værdigheden som favoritter, afviser anføreren kategorisk, at der kan blive tale om en "gratis kamp" for hans hold.

- Sådan ser ingen af os spillere på det. FC Roskilde har sat sig selv under pres ved at fastsætte som mål, at de vil gå ubesejrede gennem turneringen. Men hvis nogen skal slå dem, hvorfor så ikke os. Det er i hvert fald den holdning, vi går på banen med, lyder det fra den 24-årige forsvarer.

Han ser også frem til, at de blå-hvide får mulighed for at for at måle sig med et mandskab, der endnu ikke har tabt. Trods den øjeblikkelige andenplads kan spillerne stadigvæk være lidt usikre på, hvor de egentlig står. Når lokal- og topopgøret er overstået, vil den usikkerhed formentlig være fjernet.

Christoffer Blond har kigget på optagelser af nogle af FC Roskildes kampe, og i fredags overværede han topholdets 4-2 sejr over Slagelse i Roskilde Idrætspark.

- Offensivt ser de voldsomt gode ud, især i kraft af angribernes individuelle kvaliteter, ligesom to meget offensive backs bidrager til at skabe chancer. Derfor skal vi også være totalt fokuserede i samtlige 90 minutter, ellers kan der ske det, som der skete i forårets kamp, at Monday Etim pludselig laver et mål nærmest ud af ingenting, vurderer han.

Siden holdene spillede 1-1 på KFUM's anlæg i maj, har de begge lagt på. Men KFUM's anfører hæfter sig ved, at et hold som Slagelse var i stand til at skabe ganske mange muligheder for en uge siden.

- Noget siger mig, at vi her har mere at byde ind med Slagelse, for siden sidste sæson er vi blevet bedre til både at skabe og udnytte chancer, vurderer Blond.

- Siden i mandags har man kunnet mærke under træningen, at folk glæder sig vanvittigt til denne kamp. Der har været tænding på, og altså på den gode måde. Det er en stor ting at få lov at spille en kamp, som der er så stor interesse for, og det vil selvfølgelig være en stor ting for os, hvis vi kan trække os tilbage med de tre point, slutter KFUM's anfører.

 

Luk