I SLEM MODVIND PÅ EN LUMMERVARM LØRDAG

Det er trængselstider for KFUM's Danmarksseriehold her i begyndelsen af sæsonen.
Euforien efter åbningssejren over stærke Greve har siden måttet vige for helt andre realiteter. Først 0-3 på udebane mod Herlev, og lørdag kunne Allerød så tage turen hjem til Nordsjælland med en knusende overlegen 4-0 sejr.
Som cheftræner Søren Sørensen konstaterede bagefter, så begyndte hans hold ellers ganske godt.
- Vi har jo muligheder til at begynde med, men fra midten af 1. halvleg falder vores niveau voldsomt. Her er den manglende kvalitet på bolden et væsentligt tema, og så skal vi altså se at få skabt et fundament, så modstanderne ikke kommer til så mange chancer mod os, sagde træneren.
Han manglede de skadede Jonas Sjøbeck og Frederik Winther samt ferieramte Rasmus Hansen, mens Benjamin Sode er stoppet i klubben. Den ny opstilling talte en debutant på venstre kant, 19-årige Praygod Pallangyo, i daglig tale bare Pray. Lucas Remien begyndte som højre back og Lukas Christoffersen på midtbanen.
I det 5. minut afsluttede Simon Fejerskov et flot angreb med at heade et indlæg fra Christopher Grube i nettet, men målet blev annulleret for offside. Lige efter var gæsternes målmand, Frederik Rej-Rosenkvist, på sin plads, da Pray sparkede fra en halvspids vinkel.
Så var det Allerøds tur med en stor chance, som Lasse Lyby misbrugte fra nært hold. To minutter senere, i det 13. minut kom udeholdet foran. Et boldtab i KFUM's forsvarszone skabte balladen, så Oliver Greibe kunne rykke fri og score. Og lige pludselig var det Allerød over det hele.
- De er meget tynde inde centralt, råbte Allerøds cheftræner, Dennis Foss Nielsen, og han så ikke forkert. Alligevel lykkedes det fortsat KFUM at komme til muligheder. Men først reddede keeperen i stor stil, da Matias Sjøbeck fik en stor chance efter forarbejde af Simon Fejerskov og Christopher Grube. Minuttet senere flugtede Emil Ølvang lige forbi i forlængelse af et hjørnespark.
Pray stod også helt fri foran mål efter opspil af Ølvang og Grube, men igen markerede linjedommeren for offside. Nicki Bentsen følte sig skidt tilpas og gik ud, ind kom Mico Elvig, og så gik det helt galt i de minutter, der blev lagt til før pausen. Først nettede Oliver Greibe, da forsvaret ikke fik afværget faren efter et indkast, og dernæst kunne Ashab Mukudajev afslutte en kontra med at øge til 3-0.
Fra 2. halvlegs start blev Lucas Remien afløst af Jacob Milo. Det betød samtidig omrokeringer, så KFUM spillede med Christoffer Blond, Mico og Victor Fiala i midterforsvaret, mens Christopher Grube rykkede ud som højre back.
Allerød tilspillede sig yderligere et par gode chancer, mens Jacob Milo sparkede over fra næsten 30 meter, og målmanden reddede sikkert ved nærmeste stolpe. da Pray forsøgte sig. Carl Severinsen kom ind i stedet for Simon Fejerskov, og i det 18. minut afrundede Oscar Dargis et solofremstød med at score til 4-0.
Matias Sjøbeck og Lukas Christoffersen gav plads for Kasper Veng og Sebastian Thillerup. Grube headede en centring fra Pray i favnen på målmanden, og Kasper Veng sparkede forbi fra lang afstand. Mere skete der ikke, selv om Allerød var tættere på en større sejr end KFUM på at reducere.