INDKASSEREDE TO ÆRGERLIGE MÅL OG TABTE TIL U19-HOLD
Simon Fejerskov gjorde come back efter en skade, da han blev skiftet ind i 2. halvleg. ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANNa
KFUM indledte scoringen, men måtte se sig besejret 2-1 af FC Helsingør
Spillet og chancerne var til et bedre resultat, men alligevel tabte KFUM 1-2 til FC Helsingørs mandskab fra U19 Divisionen i lørdagens træningskamp på Lillevang.
- Også i dag så vi, at vores opspil nede fra de bageste rækker er af høj klasse. Men højere oppe på banen, i fase 3, får vi for lidt ud af det, fordi kvaliteten mangler i den sidste afgørende pasning og i afslutningerne, fastslog cheftræner Alexander Holmstrøm.
Alligevel var han tilfreds med kampen mod en stærk modstander, der afsluttede efteråret som nummer fire i U19 Divisionen.
- Vi er altså oppe mod et hold, der træner fem-gange om ugen, altså nærmest et professionelt set-up, mens vi kun kan træne to gange, sagde træneren.
KFUM kom foran efter knap et kvarter på et flot mål, da Carlos Paka scorede i to forsøg på en fin stikning fra Lucas Remien. Resten af halvlegen bød på meget godt spil fra begge sider, men stort set foregik det hele mellem de to felter.
Derfor ærgerligt, at hjemmeholdets målmand, Nicklas Andersen, i halvlegens slutfase kom forkert ud til et frispark, så én af udeholdets spillere kunne heade i det tomme mål.
De sidste 45 minutter blev en mere åben affære med flere gode muligheder til begge hold. KFUM's keeper præsterede tre-fire gode redninger, mens holdkammeraterne i den anden ende var for ubeslutsomme og manglede skarphed i de situationer, der "lugtede" af et mål.
Kampen "lugtede" også af uafgjort, men fem minutter før tid fik Nicklas Andersen bokset et hjørnespark væk. Desværre ikke langt nok, og igen kunne Helsingør bugsere bolden i det tomme mål til en 2-1 sejr.
KFUM spiller sin næste træningskamp mandag kl. 19.30 på hjemmebane mod Gørslev fra Danmarksserien.