Menu

INGEN OVER OG INGEN VED SIDEN AF KFUM

image Morten Jørgensen lavede flot mål til 2-0 og blev kåret til bedste KFUM'er
19. oktober 2019 kl. 16:55
Fortjent 2-0 sejr i topopgøret, og det var et smigrende resultat for LSF

Hvis nogen havde været i tvivl før lørdagens topopgør mod Ledøje-Smørum (LSF), så blev tvivlen i den grad gjort til skamme.

Hjemmeholdet vandt 2-0, første sejr i fem forsøg mod LSF og understregede med al tydelighed, at det er rækkens stærkeste mandskab.

KFUM skabte langt de fleste chancer og afslutninger over for en spillemæssigt underlegen modstander, der ikke havde andet modsvar end den (ofte overdrevne) hårdhed, som er LSF’s varemærke.

”Det var en intens kamp, som et topopgør skal være, og der kom aldrig tvivl om udfaldet. Vi kunne have lavet et par mål mere, men en nydelse at se, hvordan spillerne arbejdede sammen som et hold og aldrig gjorde tingene sværere end nødvendigt”, konstaterede cheftræner Stefan Håkansson.

Han havde Christoffer Blond tilbage på et hold, som ret tidligt greb initiativet. Mads Julø fik chancen efter et fint angreb, men målmand Nicolaj Bjerregaard reddede, og lige efter, i det 9. minut, sparkede Morten Jørgensen lige forbi fra 25 meter. Jørgensen headede derpå en fremlægning videre til Rasmus Tangvig, der var for længe om at afslutte og blev tacklet.

I det 19. minut fik KFUM belønningen for det gode spil, da Mads Julø modtog en fornem fremlægning fra Martin Nielsen, holdt en forsvarer væk og scorede sikkert til 1-0. Tre minutter senere var Martin Nielsen igen i oplæggerens rolle, og det gav Tangvig chancen, men presset af en forsvaret løftede han bolden lige på målmanden.

I det 31. minut første nævneværdige forsøg fra LSF, da Emil Scott sparkede udenom fra en halvspids vinkel. Lidt senere måtte en skadet Rasmus Tangvig udgå, ind kom Kenneth Beyer. I det 39. minut blev det 2-0 på et flot mål af Morten Jørgensen, der blev sendt af sted af Rasmus Lundberg og scorede fladt ved modsatte stolpe. Ikke mindst for denne bedrift aldeles logisk, at Jørgensen blev kåret til bedste KFUM’er.

I starten af 2. halvleg virkede det en kort overgang, som om de blå-hvide blev lidt for passive og overlod initiativet til gæsterne. I det 7. minut stod Benjamin Madsen pludselig fri, men Marc Lyster kom stærkt ud af målet og fik blokeret.

Nærmere scoring kom LSF ikke, mens Kenneth Beyer efter et flot angreb måtte se sit skud blokeret. Samme skæbne overgik Mads Julø på en delikat pasning fra Emil Ølvang, og måske kunne Julø have spillet denne chance større, hvis han set en fri Kennett Beyer i venstre side.

Knap 20 minutter før tid gik Emil Ølvang ud, ind kom Erkan Firat.

LSF var før opgøret blevet straffet med 25 gule og 4 røde kort i sæsonen, og kun takket være dommer Anders Foghts meget generøse linje blev statistikken en smule forbedret i lørdagens kamp. Gult kort til Mads Julø og Micki Kold Nagel samt gæsternes Mads Holden og Rasmus Thomsen.

 

 

 

 

 

 

Luk