Menu

KFUM BREMSER TOPHOLDS SEJRSSTIME

image
06. oktober 2018 kl. 16:59
Stærk defensiv og fin fight gav lidt heldigt 0-0 mod Ledøje-Smørum

Topholdet Ledøje-Smørum kom med fem sejre i træk i bagagen til lørdagens DS-kamp på hjemmebane mod KFUM.

 Men enhver serie holder op på et tidspunkt, i dette tilfælde i form af en pointdeling, da de to klubber spillede 0-0. Set med KFUM’s briller et værdifuldt og lidt heldigt point i et opgør med få chancer og farlige afslutninger, hvoraf de fleste tilfaldt Ledøje-Smørum.

 ”Det er svært at holde en så stærk modstander totalt væk fra chancer, men vi spiller en fantastisk god forsvarskamp og lukker dem for det meste rigtigt godt ned. Jeg er meget tilfreds med forsvaret og med den indstilling, som alle viste, og det skal vi bygge videre på i de næste kampe”.

 Sådan lød status efter kampen fra cheftræner Stefan Håkansson. Som senere uddybede, hvad han også havde beklaget sig over under kampen: At hans hold viste alt for mange svagheder i pasningsspillet, også på helt simple bolde, hvilket gjorde det svært at skabe farlige offensive aktioner.

 I forhold til kampen en uge i tidligere i Valby var Mads Pfeiffer og Gustav Skov Hansen med fra start, mens Jakob Sparholt startede på bænken.

 I det 11. minut sparkede Morten Jørgensen, der spillede sin kamp nr. 150, fladt og angt udefra, men målmand Nicolaj Bjerregaard reddede sikkert. Bare et minuts tid efter måtte keeperen anstrenge sig noget mere for at parere et nyt forsøg fra jubilaren, som fik en god bold fra Emil Ølvang.

 Herefter skete der meget lidt indtil tre situationer mellem det 35. og 37. minut. Først headede Ledøje-Smørums Benjamin Madsen forbi, hvorefter Patrick Juhl sparkede fladt fra en svær vinkel og måtte se målmanden redde. Endelig satte hjemmeholdet turbo på i en omstilling efter hjørnespark. Men Marc Lyster kom stærkt ud og fik sparket væk foran Frederik Jørgensen.

 KFUM kom under pres i de første to-tre minutter af 2. halvleg, da modstanderne fremtvang tre hjørnespark på stribe. I det 13. minut skete der endelig noget den modsatte vej, efter de blå-hvides bedste angreb i kampen sparkede Emil Ølvang fladt, men Nicolai Bjerregaard reddede med stort besvær.  Få minutter senere headede en umarkeret Benjamin Madsen et frispark forbi mål fra få meters afstand.

 Med lidt over 20 minutter tilbage skiftede KFUM tre mand ud, Gustav Skov Hansen, Patrick Juhl og Emil Ølvang. Ind kom Mico Elvig, tilbage efter skadespause, Jakob Sparholt og Semih Turan. Christoffer Blond måtte ud til behandling efter et sammenstød foran KFUM’s mål. Han kom hurtigt tilbage, men har brækket næsen.

 Efter hurtigt pasningsstil fik Ledøje-Smørums Kristian Larsen chancen for at afgøre kampen, men Lyster afværgede med en fin fodparade. I de allersidste sekunder halvflugtede Jonathan Sloth fra en spids vinkel til en returbold efter et frispark – og ramte ydersiden af den nærmeste stolpe! Kampens eneste advarsel tilfaldt Mads Pfeiffer.

 

Luk