Menu

KFUM FIK UAFGJORT FÅ SEKUNDER FØR TID

image Det var seks minutter inde i overtiden og på kampens sidste berøring, at Rasmus Lundberg sikrede sit hold det ene point
26. oktober 2019 kl. 17:07
Mål af Rasmus Lundberg gav 3-3 i begivenhedsrig kamp

 Godt nok er KFUM det suveræne tophold i sin DS-pulje, men det betyder ikke automatisk, at præstationerne hver gang rammer samme høje niveau. 

 Således spiller de blå-hvide markant bedre hjemme end ude, og det kom også til udtryk i lørdagens opgør i Allerød. Her udlignede KFUM langt inde i overtiden på kampens sidste berøring og kunne således juble over facit 3-3.

  ”Vi kan være glade over, at vi fik så meget tid til sidst, og så er det vel et topholds lod, at det til sidst bliver stolpe ind for os. Men cadeau til Allerød, som virkelig forstår at drille topholdene. Vi kom rigtigt ud til kampen, men senere kom det meste af kampen til at foregå på deres præmisser, da vi ikke rigtigt var der 100 pct.” 

Sådan lød status fra cheftræner Stefan Håkansson. Han lod Kenneth Beyer starte i stedet for karantæneramte Mads Julø, ligesom Erkan Firat indgik på midtbanen, mens Emil Ølvang måtte begynde på bænken. 

  Der var spillet  knap 20 sekunder, da Morten Jørgensen sprintede igennem i højre side. Han kunne vel selv have afsluttet, men valgte at spille på tværs, hvor Rasmus Tangvig manglede få centimer i at sende bolden over stregen. 

  Kenneth Beyer fik et par gode muligheder, før der skete noget uventet i det 5. minut. På én af Allerøds mange omstillinger sparkede Mathias Virkelyst  1-0 målet ind via overliggeren. I det 9. minut sendte Martin Nielsen et hjørnespark ind fra højre, bolden passerede venner og fjender, og så kunne Kenneth Beyer prikke den ind ved fjerneste stolpe. 

 I de følgende minutter var Allerød mest nærgående. Først fik Mads Bach en friløber, men Marc Lyster reddede i to omgange, og altid farlige Dino Karjasevic headede forbi i fri position. I stedet kom KFUM foran i det 33. minut, da Erkan Firat drev bolden frem i venstre side, så Beyer kunne sende hans pasning i mål. Føringen holdt mindre end to minutter, idet Dino Karjasevic udlignede med en fornem helflugter. Symptomatisk skete det efter et dumt boldtab i opspillet, og dem havde KFUM rigtigt mange af, fordi  boldomgangen  i lange faser var for langsom og for sjusket. 

  2. halvleg blev ikke nær så ”kaotisk”. Faktisk skete der intet, før Allerød kom foran efter hjørnespark i det 21. minut. Marc Bredal halvflugtede i kassen via stolpen, og så blev Erkan Firat afløst af Emil Ølvang.  Karjasevic headede på ydersiden af stolpen, og så var der comeback til Luka Dumic efter 14 måneders skadespause. Han afløste Tangvig, mens Beyer gav plads for Kenan Aydin.

 Christoffer Blond fik en stor chance, men sparkede i fri position lige på målmand Johan Gårdsvoll. Seks minutter inde i overtiden lykkedes det så, da Ølvang fandt Rasmus Lundberg med en god pasning, som Lundberg nærmest løb ind over stregen. 

  Gult kort til Allerøds Jacob Harlev og til Jakob Sparholt.
 
 

Luk