Menu

KFUM FORTSÆTTER SOM DIVISIONSHOLD

image Stor jubel i KFUM's omklædningsrum og fine ord til og fra Rasmus Lunberg
Leon A.
05. juni 2021 kl. 19:26
Reddede livet med 2-1 sejr over FA 2000 i sæsonens sidste kamp

Det var fantastisk at opleve og være en del af.

 Før sæsonafslutningen i 2 division var odds bestemt ikke gået KFUM’s vej, idet de blå-hvide skulle vinde deres kamp over FA 2000, mens hverken Brønshøj eller Avarta måtte forlade banen med tre point.

 Det gjorde de to konkurrenter i bunden heller ikke, og i en nervepirrende afslutning på Lillevang blev hver vunden nærkamp, hver clearing og hvert vundet indkast hilst med stormende bifald fra publikum. Indtil det stod klart, at KFUM med en 2-1 sejr er klar til den ny 3. div. efter sommerferien.

 ”Jeg fik overdraget holdet, da der manglede tre kampe. Vi holdt tilskuerne på pinebænken, men vi klarede det”, fastslog Keld Hansen, der fortsætter som cheftræner i samarbejde med sin assistent, Kim Hansen.

 ”Før de tre sidste kampe vidste vi godt, at det ikke ville blive specielt kønt, men effektivt, det var det”, supplerede Kim Hansen.

 Ud over de spillere, der et stykke tid har været ude med skader og senest sygdom, manglede KFUM de karantæneramte Luka Dumic og Mads Julø. Robert Larsen, som ellers stoppede i vinterpausen på grund af et læderet knæ, havde ladet sig overtale til at give sit besyv med. Han trådte ind i forsvaret, hvor KFUM på ny manglede Frank Assinki, der er på rejse med Ghanas U23-landshold.

 Før kampen var der blomster, bagefter endnu større gaver og pæne ord til Rasmus Lundberg og Jakob Sparholt. De to veteraner, begge årgang 1987, stopper på holdet efter henholdsvis 184 og 105 kampe.

 KFUM kom foran i det 8. minut på straffespark ved Dino Karjasevic, som selv var blevet fældet af Mads Lange efter en fin fremlægning fra Erkan Firat. Emre Selvi fik muligheden efter et fint angreb, men målmand Jonas Elkjær fik blokeret. Rasmus Lundberg satte flere forsvarere af i højre side, før han sparkede forbi.  Keeperen reddede, hvad der vel var en blanding af et indlæg og et skud fra Rasmus Hansen.

 Kort før pausen blev det 2-0 på et strålende mål. Emre Selvi stod for oplægget, og Emil Ølvang sendte bolden ind ved foden af stolpen med et fornemt spark, Ølvangs første mål i 2. division. Tre minutter efter pausen strøg Dino igennem i venstre side – og sparkede snært uden om stolpen. To minutter senere blev der dømt straffe mod Christoffer Blond, meget hårfint, i en duel med Lucas Lodberg, som selv reducerede.

 Lidt senere gav et fornemt opspil i højre side chancen til Emre Selvi, som imidlertid blev tacklet i skudøjeblikket. Men ellers ”glemte” KFUM stort set at spille fodbold i resten af kampen, hvor der åbenbart ikke var mentalt og fysisk overskud til andet.

 Sparholt afløste Erkan Firat, og Dino gav plads for Frederik Munck. Lidt senere gik Robert Larsen og Morten Jørgensen ud, ind kom Serkan Firat og Mico Elvig, sidstnævnte til sin første optræden i foråret. Trods spillemæssig overvægt skabte FA 2000 kun en enkelt større chance, da Tobias Hansen stod fri ved stolpen efter et hjørnespark, men slet ikke fik afsluttet. .

 Til gengæld stor chance i den anden ende, men der var ingen til at sende Frederik Muncks pasning fra mållinjen i det tomme mål. Gult kort til Emre Selvi, Dino Karjasevic og Serkan Firat samt til gæsternes Matin El-atlassi, Hocine Derrar og Ricky Gotlsnd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk