KFUM HENTER ENDNU EN FORSTÆRKNING
Først indgik KFUM en aftale med den rutinerede midterforsvarer Mikkel Føge, og nu har de blå-hvide hentet endnu en forstærkning til den kommende sæson i 3. division.
Sportschef Pierre Overgaard oplyser, at der er indgået en aftale med Marco Sander Petersen.
Den 23-årige midtbanespiller kommer fra Skovshoved, hvor han har spillet de tre seneste sæsoner, der sluttede med en nedrykning til Danmarksserien. Han betegnes som en spillende midtbanemand, der passer godt til den måde, KFUM gerne vil spille fodbold på.
Marco Sander har en fortid i Brøndbys talentsystem, hvorefter han spillede i Frem og Greve.
Således fortsætter bestræbelserne på at sammensætte et slagkraftigt hold til sæsonen 2021-22.
Det indgår i den samlede kabale, at veteranerne Rasmus Lundberg og Jakob Sparholt har besluttet at stoppe karrieren, ligesom KFUM næppe heller kan regne med Morten Jørgensen fremover.
Derfor er det sandsynligt, at der vil komme yderligere én eller flere spillere til inden den første turneringskamp, 7. august på udebane mod VSK Aarhus. Der kan dog også komme ændringer efter denne dato, idet transfervinduet først lukker med udgangen af august.