Menu

KFUM I FANTASTISK COMEBACK

image
04. maj 2019 kl. 16:29
Bagud 0-.2 og 2-3 til kort før tid, men slog Ishøj 4-3

Det kan godt være, at præstationerne rent spillemæssigt har været for meget op og ned i de seneste uger. Men at KFUM’erne må være gjort af et særligt stof, det beviste de i lørdagens hjemmekamp mod Ishøj.

Gæsterne kæmper for at undgå nedrykning, men spillede bestemt ikke som noget bundhold på Boresko Park, hvor publikum så KFUM vinde 4-3 i en voldsomt seværdig kamp, sæsonens mest underholdende og med Ishøj i front, til der manglede seks-syv minutter.

KFUM er nu ubesejret i 13 kampe i træk, og med sejren overtog holdet tredjepladsen i puljen.

”Vi kommer ud til 2. halvleg med fornyet energi, men taber så momentum, da de igen bringer sig foran. Herefter ligner det en kamp på deres præmisser, men heldigvis havde vi ekstra ressourcer at byde ind med. Og super, at vi har nogle indhoppere, der kommer ind og gør en forskel”, sagde assisterende træner Kim Hansen.

Hjemmeholdet manglede de skadede Micki Kold Nagel, Rasmus Lundberg og Kenneth Beyer. Aske Andersen spillede helt fremme, mens Danny Stencel og Mads Julø startede på kanterne.

Ishøj åbnede scoringen i det 11. minut, da et langt skidt mod højre fløj åbnede forsvaret, så farlige Mohamed Azaquon kunne score via foden på Christoffer Blond. Fem minutter senere fulgte næste omstilling, efter at de blå-hvide havde tabt bolden på midten. Det gav en friløber til Yusuf Onurlu, der scorede til 2-0.

På mindre end 20 minutter var der hermed scoret lige så mange mål mod rækkens bedste forsvar som i forårets seks første kampe tilsammen.

Gradvist fik KFUM dog bedre greb om spillet og sluttede halvlegen stærkt. Ishøjs målmand, Thobias Henriksen, præsterede med hjælp fra overliggeren en flot redning, da Mads Julø kanonerede mod mål. I halvlegens sidste minut faldt reduceringen, Julø fandt Aske Andersen, der scorede via overliggeren.

Otte minutter efter pausen blev det 2-2 efter et fint angreb, hvor bolden blev tabt i første omgang, men hvor genpresset gav resultat. Med fint overblik fandt Emil Ølvang Mads Julø, som scorede fra nært hold.

Ishøj var dog langtfra slået og kom foran fem minutter senere. Det skete igen efter en glimrende omstilling, som blev afsluttet af Mohamed Azaquon.

Danny Stencel sparkede over på en god mulighed fra en spids vinkel, og lidt efter gav han plads for Morten Jørgensen. Senere kom Kenan Aydin og Elton Amisse ind, ud gik Mads Julø og Jakob Sparholt.

Seks minutter før tid snittede Aske Andersen en lang fremlægning videre, så Christoffer Blond kunne sætte sig igennem med stor energi og score til 3-3. Sejrsmålet tre minutter senere var noget af en perle: Flot kombination mellem indskifterne Aydin og Amisse og aflevering skråt tilbage, hvor Ølvang kunne sparke sejrsmålet i nettet.

Advarsler til Mads Julø og Nicolai Høgh samt Ishøjs Ahmet Kayiran.

 

Luk