Menu

KFUM LEJER TO SPILLERE I HB KØGE

Leon Andersen
05. oktober 2020 kl. 22:44
Aftale med 21-årig angriber og 19-årig midtbanespiller for resten af året

Seks spillere på skadeslisten i den seneste kamp og en placering som tredjesidst 2. division.

Den situation har nu fået KFUM's sportslige ledelse til at reagere. På transfervinduets sidste dag indgik klubben en aftale med HB Køge om at leje den 19-årige centrale midtbanespiller Jonathan Canto Nielsen og den 21-årige ghanesiske angriber Kwabena Kyeremateng for resten af efterårssæsonen.

Det vil sige, at KFUM i hvert fald kan bruge dem i de kommende syv kampe. Aftalen med Jonathan Canto er udformet således, at den eventuelt kan forlænges.

Sportschef Pierre Overgaard fortæller, at han også har været i kontakt med bl.a. Fremad Amager og Hvidovre om at leje spillere, som kunne forstærke KFUM's mandskab i den nuværende situation, og som har brug for kamptræning, fordi de kun får begrænset spilletid i deres nuværende klubber.

- Men jeg er meget tilfreds med den aftale, som jeg har lavet med HB Køges sportsdirektør, Per Rud. Vi skal til at vinde kampe, og med aftalen med de to spillere vil vi også gerne sende et signal om, at vi er klar til at handle på et tidspunkt, hvor vi har haft mange skader og i den grad har brug for point på kontoen, tilføjer sportschefen.

Han understreger, at de to spillere ikke er hentet for at sidde på bænken. Dermed må de betragtes som kandidater til startopstillingen i lørdagens hjemmekamp mod Brønshøj. Dog med et lille forbehold for Kwabena, der har et efterslæb efter en ledbåndsskade i anklen.

Den ghanesiske angriber ankom i begyndelsen af året til Køge sammen med fire landsmænd. I den sidste træningskamp før corona-pausen scorede han opgørets første mål, da et forstærket Sjællandsseriehold besejrede KFUM 3-0 i en træningskamp i Køge.

Kwabena er 1,84 meter høj. Han beskriver sig selv som hurtig, fysisk stæk og god i hovedspillet. Han blev skadet, da HB Køge genopog træningen i slutningen af foråret, men kom tilbage og spillede to træningskampe før sæsonstarten i 1. division.

- Jeg har brug for kamptræning og ser frem til at spille for KFUM. Jeg vil gøre mit yderste for at hjælpe holdet til en bedre placering, siger ghaneseren.

Begge de to nye trænede mandag for første gang sammen med deres nye holdkammerater i KFUM.

Jonathan Canto Nielsen blev vist tilrette af målmanden Max Christensen.

De kender hinanden fra FC København, hvor de spillede sammen på klubbens hold i U19 Ligaen.

Den ny midtbanespiller skiftede i sommerpausen til HB Køge, hvor han har spillet én pokalkamp og er blevet skiftet ind to gange i 1. division.

- Max har fortalt mig meget godt om KFUM, og jeg glæder mig til udfordringen. Hvis det går, som jeg håber, vil jeg meget gerne blive her også efter vinterpausen. Jeg har brug for noget kamptræning og noget erfaring. Jeg er i gang med en proces, jeg har indledt som dreng, og som meget gerne skulle ende med, at drengen forvandles til en mand, siger Jonathan Canto Nielsen.

Luk