Menu

KFUM MÅTTE NØJES MED 1-1 PÅ UMULIG BANE

image Marc Lyster vogtede målet fra start for første gang i 2021 og leverede en fin indsats
Leon A.
02. oktober 2021 kl. 18:01
Kom hurtigt bagud i Lyseng, men topscoreren sørgede for udligning

 Lyseng IF er med over 1200 medlemmer den største klub i Jylland, og det var her, at en vis Victor Fischer begyndte at spille fodbold. Men selv nu, hvor den aarhusianske forstadsklub har fået status som divisionsklub, råder den ikke over en ordentlig opvisningsbane.

 Grønsværen, også opblødt af de seneste dages regn, spillede formentlig en væsentlig rolle for udfaldet, da KFUM kunne tagen hjem fra Aarhus med 1-1.

 Nogle vil nok indvende, at en dårlig bane vil være ens for begge hold. Men Lyseng er vant til at begå sig på dette underlag, hvorimod KFUM havde stort besvær at få kombinationsspillet til at fungere og komme frem til afslutninger.

 Marc Lyster vogtede målet, da Max Christensen ikke følte sig helt klar efter sit uheld for en uge siden. Andre nye i startopstillingen var Mico Elvig, Aske Andersen og Adnan Mohammad.

 Kampen var den 10. i turneringen, og for syvende gang kom KFUM bagud 0-1, denne gang allerede i det 4. minut. Efter et af Lysengs i alt 15 hjørnespark fik forsvaret ikke ordentlig afvist, og så kunne Martin Gernow score med et fladt spark fra kanten af feltet, som blev rettet af undervejs.

 I den anden ende forsøgte Oliver Lassen sig med et hovedstød, og et godt skud fra Aske Andersen gik uden om sammenføjningen. I det 30. minut var det igen ved at gå galt for KFUM. Marc Lyster røg ud af sit mål for at blokere en omstilling, og Mico Elvig måtte trække et gult kort, holdets eneste i kampen, for at stoppe den modspiller, der ellers kunne have sendt returbolden i et tomt mål.

 Lyster viste stærkt spil i andre situationer, og ni minutter efter pausen ramte Lyseng overliggeren. Godt fem minutter senere faldt udligningen. Et indlæg fra Rasmus Hansen blev rettet af, og Luka Dumic headede videre til topscorer Oliver Lassen, hvis pandebrask sørgede for resten.

 Umiddelbart efter forlod Emil Ølvang, Victor Fiala og Adnan Mohammad banen, ind kom Emre Selvi, Benjamin Sode og Frederik Munck, og så ramte hjemmeholdet stolpen med et hovedstød efter nok et hjørnespark.

 Lysengs Jonas Berwald måtte tidligt i bad efter to gule kort inden for fire minutter, men KFUM formåede ikke at få gevinst af overtaget det sidste kvarter, hvor Aske Andersen gav plads for Christian Hansen.

 ”Jeg køber ikke forklaringen med banen, som ikke var meget dårligere end vores opvisningsbane. Vi laver simpelthen for mange fejl, tekniske fejl og i clearingerne. Jeg tror, det er manglende rutine, som gør, at vi undervurderer modstandernes evne til at sætte sig op mod et hold som vores, der trods alt er et tophold. Alt taget i betragtning var det fint nok at få uafgjort, sagde cheftræner Keld Hansen.

 

 

 

 

 

  

 

 

 

Luk