KFUM ORDNEDE OGSÅ OPRYKKERNE

For første gang i sæsonen var KFUM part i et decideret topopgør, da holdet lørdag tog imod det kommende 2. divisionshold fra FA 2000.
Også den udfordring løste de blå-hvide med 2-1 over rækkens nummer ét, holdets fjerde sejr på stribe.
Interessant nok blev den sikret på pletskud af Erkan Firat og Elton Amisse, der her begge lavede deres første mål for KFUM i Danmarksserien.
”Det er fortsat vigtigt for os, at vi slutter sæsonen godt af. Begge hold havde muligheder for at sikre sig de tre point, og nu blev det så os, der tog sejren”, konstaterede cheftræner Stefan Håkansson.
Han åbnede med samme opstilling som i runden forinden. Kenneth Beyer var tilbage og startede udenfor, mens Rasmus Lundberg fortsat er skadet.
Hjemmeholdet lagde fint ud i modvinden, og i det 6. minut afsluttede Morten Jørgensen et dynamisk ryk med at sparke på nærmeste stolpe.
Fem minutter senere blev Mads Julø tilsyneladende væltet i feltet, men fløjten lød ikke, og så det kan nok være, at gæsterne slog kontra, da KFUM blev fanget med alle mand fremme. To mand fik frit løb, og Sebastian Jacobsen nettede, topscorerens 22. mål i sæsonen og måske det letteste af dem alle. I fortsættelsen viste KFUM fortsat udmærket kombinationsspil, hvor der bare manglede lidt mere kvalitet i indlæggene, ligesom flere muligheder for at sparke udefra ikke blev udnyttet.
Morten Jørgensen sparkede lige forbi fjerneste stolpe, og efter et fornemt angreb fik Emil Ølvang ikke træf på en svær bold inde under mål. Udligningen i det 36. minut var resultatet af et endnu flottere angreb, hvor bolden flød i hurtige pasninger fra mand til mand. Fra nært hold kunne Erkan Firat sende bolden over stregen efter indlæg fra bror Serkan.
Gæsterne kom bedst ud efter pausen, og i de første 20 minutter af 2. halvleg virkede KFUM’s spil noget hektisk og ofte uden sammenhæng.
Med en fin redning forhindrede Marc Lyster Kristian Uth i at score, og i det 16. minut gav Jakob Sparholt plads for Kenneth Beyer. Få sekunder senere sendte FA 2000’s Rasmus Vibe i fri position bolden forbi mål, men herefter kom KFUM bedre med i kampen.
Et indlæg fra Christoffer Blond tog overliggeren, og Kenneth Beyer sparkede forbi på en stor chance. Næste store tilbud tilfaldt Danny Stencel, som kunne have fundet en helt fri Mads Julø, men i stedet sparkede uden om sammenføjningen. Elton Amisse afløste Stencel, og lidt senere gik Serkan Firat ud. Ind kom Micki Kold Nagel., og KFUM gik over til at spille med tre mand bagude.
Syv minutter før tid faldt sejrsmålet, som Elton Amisse sparkede ind ved foden af stolpen efter en god pasning fra Kenneth Beyer. Gule kort til Nicolai Høgh og Mads Julø.