Menu

KFUM PÅ FØRSTEPLADSEN EFTER STORSEJR

image Morten Jørgensen scorede til 1-0 og 3-0 mod Taastrup
14. september 2019 kl. 17:28
Flotte mål og masser af chancer i 7-2 sejren over Taastrup

KFUM PÅ FØRSTEPLADSEN EFTER STORSEJR    

Flotte mål og masser af chancer i 7-2 sejren over Taastrup

Fodbold er et forunderligt spil med masser af uforklarlige udsving.

For en uge siden var KFUM heldig med at vinde 1-0 i Tårnby i en DS-kamp af ringe kvalitet. Lørdag leverede de blå-hvide en sand festforestilling, da de havde besøg af Taastrup og vandt med hele 7-2.

Med sejren er holdet tilbage på førstepladsen i rækken. Det var første gang siden maj 2016, at KFUM præsterede syv fuldtræffere i en kamp på dette niveau – dengang måtte Taastrup på hjemmebane lægge ryg til et 0-7 nederlag.

”Det var lige, hvad vi ønskede os på nær 20 minutter i midten af kampen, hvor vi ikke var rigtigt koncentrerede. Ellers var det en præstation af høj klasse, hvor vi holder konceptet og virker totalt dedikerede”.

Sådan lød status fra cheftræner Stefan Håkansson, der startede med Serkan Firat som højre back i stedet for Rasmus Lundberg.

Fra første minut blev gæsternes usikre forsvar sat under pres. Mico Elvig efter hjørnespark og Kenneth Beyer var tæt ved, inden det blev 1-0 i det 8. minut. I en presset situation kunne Beyer selv have søgt afslutningen, men fandt i stedet Morten Jørgensen, som scorede sikkert.

Taastrup havde absolut mest at byde på i offensiven, og i det 18. minut reddede Marc Lyster i fin stil, da Oliver Wilsky rykkede fri i dybden. Tre minutter senere øgede Rasmus Tangvis med et flot spark i fjerneste målhjørne fra kanten af feltet.

I det 31. minut 3-0 ved Morten Jørgensen, som sendte bolden utageligt i nettet helt ude ved stolpen på oplæg af Serkan Firat. Seks minutter før pausen reducerede Frederik Hansen, som stod fri tæt under mål.

Fire minutter efter pausen blev det 3-2 ved Rasmus Hansen med et flot spark helt oppe i sammenføjningen. Før og efter dette mål måtte Lyster ryste op med to gode redninger, før KFUM kom tilbage i kampen. Mads Julø ramte overliggeren fra lang afstand, og Mico Elvig gav plads for Rasmus Lundberg.

Mads Julø sørgede i det 13. minut for 4-2 efter fornemt opspil af Beyer, Morten Jørgensen og Lundberg. Kenneth Beyer spillede en formidabel kamp og stod syv minutter senere for oplægget til næste mål, som Rasmus Tangvig flugtede i nettet. Erkan Firat og Julø gik ud, ind kom Emil Ølvang og Martin Nielsen. Ølvang fik en ”gratis” chance, da en forsvarer tabte bolden, men målmand Oliver Lip reddede hans skud.

12 minutter før tid scorede Kenneth Beyer sikkert på en fornem fremlægning fra Jakob Sparholt. Taastrup misbrugte to store chancer, inden Martin Nielsen kort før tid rundede festen af efter seværdigt forarbejde af Morten Jørgensen. Kampens enlige advarsel tilfaldt Taastrups Oliver Wilsky, der burde have set rødt for at sable Morten Jørgensen ned bagfra.

Luk