KFUM REJSTE SIG MED STÆRK INDSATS
Matias Sjøbeck var på pletten mod Såby - her hyldes han for en scoring i en tidligere kamp.
"Garanti for god fodbold, højt tempo og masser af mål".
Sådan stod der at læse på Såbys Facebook-side som optakt til den træningskamp, DS-holdet tirsdag skulle spille mod KFUM på Lillevang.
Det var slet ikke nogen dårlig profeti, selv om de hold ikke ligefrem producerede "masser af mål". Kampen endte 1-1, men især KFUM havde god grund til at være tilfreds med en stærk indsats, der godt kunne være blevet belønnet med flere scoringer efter pausen.
I den sygemeldte cheftræner Alexander Holmstrøms fravær stod hans assistent, Tonny Brogaard, i spidsen for holdet. Og han erklærer sig imponeret over, at holdet formåede at rejse sig efter weekendens nederlag til Avedøre fra serie 1.
- Det var også der, fokus lå, inden vi gik ud til kampen. At de skulle kunne se sig selv i spejlet, så de selv og vi andre mærkede, de var til stede. Jeg skal love for, at det var et helt andet hold, vi fik at se mod en så stærk modstander som Såby, tilføjer Brogaard.
Han manglede spillere som Anton Juel Jørgensen, Lukas Guldhammer, Teis Hegelund, Simon Fejerskov, Mads Avnskjold og Viktor Lundgren. Derfor havde KFUM kun 13 mand til rådighed, blandt dem en prøvespiller, så rigtigt mange fik rigtigt mange meter i benene.
Hjemmeholdet gjorde fra starten et godt indtryk, både med og uden bold, men på den sidste tredjedel kneb det med at få omsat det gode spil til farlige afslutninger. Efter en halv time kom Såby foran på en foræring af målmand Nicklas Andersen, der tabte et fladt indlæg ind over målstregen.
I 2. halvleg fortsatte KFUM de gode chancer takter og nu med flere gode chancer og forsøg. Belønningen kom midt i halvlegen, da Matias Sjøbeck kunne sende et fladt indlæg fra Carlos Paka i højre side ind over stregen. I slutfasen havde begge hold en meget stor chance for at lave sejrsmålet, men det blev ved 1-1.
KFUM spiller næste træningskamp lørdag kl. 12.15 på Lillevang, hvor Raklevs Sjællandsseriehold kommer på besøg.