KFUM'S BEDSTE KAMP I SÆSONEN

”Der er så stille i Næsby, stille i Næsby, stille i Næsby….”
KFUM’s medrejsende trup af entusiastiske fans var i højt humør før, under og efter lørdagens kamp i det nordlige Odense, og i slutfasen var det med disse linjer, at de afleverede en stærk hyldest til holdets præstation.
I den vel nok bedste kamp, KFUM har leveret i denne sæson, brillerede gæsterne med en 3-1 sejr, der efter spil og chancer sagtens kunne være blevet et par mål større.
”Før kampen sagde vi til hinanden, at de i hvert fald ikke skulle overtage vores 2. plads. Og så kom vi med al den energi og vilje, som gjorde forskellen og sikrede os en fortjent sejr”, fastslog cheftræner Keld Hanen.
Han lod for første gang Adnan Mohammad starte inde i et opgør, som gæsterne straks satte sig på med tålmodigt og chanceskabende angrebsspil.
Inden for det første kvarter resulterede overtaget i gode forsøg fra Oliver Lassen, Luka Dumic og to gange Adnan. Femte mulighed tilfaldt Emil Ølvang, som forsøgte sig med hælen på en pasning fra Oliver Lassen, men målmand Rasmus Lund var vågen.
Stik mod spil og chancer kom fynboerne foran i det 33. minut. Max Christensen kom tilsyneladende på mellemhånd ved mållinjen, og så kunne Philip Stoustrup sende pasningen fra Esben Petersen over stregen.
Ni minutter senere faldt udligningen, fornemt sendt ind direkte på frispark fra omkring 25 meter af topscorer Oliver Lassen. I halvlegens sidste sekunder tæt på endnu en scoring, da Ølvang fandt Adnan Mohammad med en sukkerbold i venstre side, men keeperen reddede skuddet.
I begyndelsen af 2.halvleg testede Aske Andersen keeperen med et spark ved nærmeste stolpe, og Marco Lund sparkede lige uden om den fjerneste sammenføjning i den anden ende. Næsbys Esben Petersen var tæt på med et frispark fra kanten af feltet, som Max Christensen reddede i flot stil.
Christian Hansen afløste Adnan Mohammad, og lidt senere gik Ølvang og Aske Andersen ud, ind kom Josef Moussa og Frederik Munck. På dette tidspunkt virkede det, som om opgøret var gået lidt i tomgang, men så viste KFUM sig igen fra sin allerbedste side med et strålende mål til 2-1 i det 25. minut. Efter et fremragende angreb med masser af bevægelse og første gangs-berøringer kunne Oliver Lassen score fra nært hold, hans syvende fuldtræffer i sæsonen.
Josef Moussa rykkede alene igennem forsvaret, men måtte se sit skud pareret af Rasmus Lund. Frederik Munck fik en friløber fra midten ni minutter før ti, men ventede for længe med at afslutte, så en forsvarer kom tilbage og fik blokeret til hjørnespark. I forlængelse af dette sendte Moussa bolden ind i feltet, hvor Benjamin Sode blev noteret for sit første mål i KFUM-trøjen. Amin el Barrani kom ind i stedet for Dumic, og i slutfasen sparkede Christian Hansen og Næsbys Andreas Hother over på gode tilbud.
Gult kort til Rasmus Hansen og Aske Andersen samt hjemmeholdets Philip Stoustrup og Alexander Molberg.