KFUM SLÅR TIL FØR TRANSFER-VINDUET LUKKER

Til trods for en fin start på sæsonen med en aktuel tredjeplads og 10 point i de første fem kampe har KFUM's sportslige ledelse valgt at forstærke truppen med yderligere fire spillere, kort før transfer-vinduet lukkede tirsdag aften.
- Vi kan kun være yderst tilfredse med, hvad vores nuværende trup har leveret. Men vi skylder dem også, at vi sammensætter en trup, som er stor nok til at klare de mange kampe, vi skal spille som divisionshold, siger sportschef Pierre Overgaard.
Mest spektakulære tilgang er den 25-årige angriber Adnan Mohammad, som tidligere har spillet 50 kampe i Superligaen for FC Nordsjælland, Helsingør og Lyngby. Herefter kom han ind i en bøvlet periode, bl.a. præget af problemer med ludomani. Senest har Adnan spillet DS-fodbold i Ishøj.
- Vi har altid vidst, at Adnan er en fantastisk spiller, men også, at han har været ude i noget snavs, og vi har været gennem mange snakke for at være sikre på, at han er ude af det. Og vi har skullet være sikre på, at han er helt på det rene med, at han er 25 - så det er NU, hvis han vil noget, og hvis det skal være hos os, er det nogle helt andre tal, end han er vant til, at vi snakker om, siger sportschefen til Dagbladet.
- Vi har været i dialog længe og bestemte for et par dage siden, at det var dén vej vi ville, og så har han underskrevet nu. Vi synes ikke - og det synes han heller ikke selv - at han er i ordentlig fysisk form, og han skal til at træne op mod det dobbelte af, hvad han formodentlig har gjort i Ishøj. Så der er i første omgang lagt et voldsomt fysisk program foran ham for de næste 14 dage, så vi hurtigst muligt kan få glæde af ham, forklarer sportschefen.
Med andre ord er Adnan Mohammad ikke aktuel til onsdagens pokalkamp mod AB.
Hos samarbejdspartneren HB Køge har KFUM lejet kantspilleren Frederik Munck og midtbanespilleren Christian Toftdahl Hansen.
Munck var også på leje på Lillevang i foråret, da han kom på banen i samtlige turneringskampe og scorede i sin debut, men dog oftest startede udenfor. Christian Toftdahl spillede i foråret som udlånt i Holbæk. Han har spillet fire kampe for HB Køge.
Endelig har KFUM indgået en aftale med den 17-årige forsvarsspiller Christoffer Tabrizi-Birkebæk, der skifter fra U19-holdet i Roskilde Boldklub.