KFUM SLUTTEDE SÆSONEN MED ET NEDERLAG

”Det var en svær bane, og hvor vi i lange perioder havde mange, der slet ikke spillede op til topniveau. Vi kommer derfor bagud 0-2 i en skidt fase, og herefter var det op ad bakke”.
Bl.a. med disse ord gjorde cheftræner Jesper ”Købmand” Pedersen status efter sæsonens sidste kamp i Danmarksserien, som KFUM tabte 1-2 hjemme til GVI.
Resultatet betød ikke noget for de blå-hvides placering, mens GVI med sejren sikrede sig en kvalifikationskamp mod Slagelse om at blive i rækken.
”Vi tabte fortjent mod et hold, der ville det mere på dagen. Men vi gør trods alt en indsats for at komme tilbage i kampen. Vi ser også i dag, hvor meget relationerne betyder på banen, men set over hele sæsonen har der heldigvis været tale om en positiv udvikling, både i holdets udtryk og hos den enkelte spiller”, tilføjede træneren.
Både han og assisterende træner Ole Pedersen stopper hermed i klubben, så i omklædningsrummet var der pæne ord og gaver fra klubbenss formand, Per-Henrik Nielsen.
Til dagens kamp manglede hjemmeholdet eh håndfuld spillere, bl.a. karantæneramte Emil Ølvang. Altså på ny flere ændringer i formationen, hvor både Semih Turan og Carl Severinsen var med fra start. Knap 10 minutter inde i kampen sendte dommeren alle aktørerne i omklædningsrummet, da lyn og torden truede fra en indimellem overskyet himmel.
Opgøret kunne dog genoptages 10 minutter senere, og pausen bekom åbenbart gæsterne bedst. GVI var klart bedst i boldomgangen og vandt næsten alle nærkampe.
I det 13. minut kom GVI foran, da Frederik Olsen headede et indlæg fra venstre side i nettet. Knap et kvarter senere udnyttede holdet en misforståelse i forsvaret, så Markus Zedler kunne øge til 2-0 på en pasning fra Mohammed Khattab, der med hurtige fødder og fin teknik gav KFUM’s bageste rigeligt at se til.
Mellem de to scoringer måtte Jonas Sjøbeck udgå med en skade, ind kom Andrew Oseni. Ærgerligt for Sjøbeck, der jubilerede med sin kamp nr. 50 på førsteholdet.Men det kneb fortsat at sætte noget sammen på banens sidste tredjedel, og lige før pausen kunne man registrere hjemmeholdets første afslutning – et langskud forbi mål af Deniz Yükcü.
10 minutter efter pausen blev Deniz flyttet frem i forreste linje, hvorefter Simon Fejerskov rykkede ind i midterforsvaret. Lucas Remien afløste Carl Severinsen, og Remien havde kun været i aktion få minutter, da han indkasserede kampens eneste advarsel. Deniz forlængede en fremlægning fra Christoffer Blond i retning af Matias Sjøbeck, men målmand William Benzin var vågen og fik afværget faren.
Godt et kvarter før tid gik Semih Turan, Simon Fejerskov og Nicki Bentsen fra banen. Ind kom debutanten Nicolai Duus og Kasper Veng samt Mico Elvig, der i sin kamp nummer 190 gjorde comeback efter mere end et års pause. Hermed har KFUM i hele sæsonen benyttet ikke færre end 43 spillere på klubbens bedste hold, deraf 25 debutanter.
GVI var tæt på mål nummer tre, men Conrad Kromann reddede i stor stil, da Andi Idrizi var spillet fri. Godt 10 minutter før tid kunne Deniz Yükcü med sit første mål for klubben reducere på et oplæg fra Matias Sjøbeck, men nærmere kom KFUM ikke.