Menu

KFUM TILBAGE I KULKÆLDEREN

image Jakob Sparholt - tættest på scoring i Hillerød med flot langskud, der ramte overliggeren
Leon A.
08. maj 2021 kl. 21:33
Havde uden flere stamspillere for lidt at byde på og tabte fortjent 0-1 i Hillerød

  Rasmus Hansen, Rasmus Lundberg, Jonathan Canto, Morten Jørgensen, Micki Kold Nagel.

 Alle manglede de af forskellige årsager til lørdagens 2. divisionskamp i Hillerød, men hverken før eller efter opgaven kunne cheftræner Stefan Håkansson få sig selv til at nævne deres fravær som en afgørende faktor.

 I stedet erklærede han sig tilfreds med at råde over en bred trup. Men efter 0-1 nederlaget, det sjette i ni kampe i foråret, måtte træneren og vi andre konstatere, at det, som KFUM kom med til denne vigtige kamp, det rakte slet ikke.

 ”Vi kommer i for sig med den rigtige energi, men kvaliteten mangler simpelthen, i omgangen med bolden, i de tekniske detaljer, i indlæggene. For at vende billedet efter pausen prøver vi med to angribere, siden med tre og med tre i bageste kæde. Men uden resultat. Vi må erkende, at Hillerød var lidt bedre på bolden og lidt klogere i deres beslutninger”, sagde Stefan Håkansson.

 Han lod Serkan Firat overtage Rasmus Lundbergs backplads, mens Gustav Harlev som offensiv midtbanespiller for første gang indgik i startopstillingen.

 Gæsterne begyndte ellers bedst mod et afventende Hillerød-hold, der er specialister i målfattige kampe og har fået mange point med den ”opskrift”. Men så ofte tidligere manglede der et slutprodukt, og det kan næppe være nogen tilfældighed, at KFUM kun har scoret fire mål i de seneste syv kampe.

 I én situation var de blå-hvide tæt på at komme foran, da Jakob Sparholt i det 13.  minut sendte et projektil af sted fra næsten 30 meter, men måtte se sit skud tage overliggeren. Gradvist kom Hillerød dog mere og mere ind i kampen og var første gang farlige på en omstilling, hvor den tidligere KFUM’er Rasmus Tangvig måtte se Max Christensen redde sit skud. Johannes Houborg sparkede lige på gæsternes keeper efter et boldtab i forsvarszonen, og så gik det galt i det 40. minut.

 Et hurtigt opspil i højre side splittede KFUM’s forsvar, og en helt fri Magnus Nathansen udnyttede en pasning fra Tangvig til at bringe Hillerød foran. Hjemmeholdet fik endnu en god mulighed lige før pausen, da Nicolas Willumsen sparkede i sidenettet.

 Hillerød fortsatte i sin afventende udgave efter pausen og lignede fortsat et hold, der havde kontrol over kampen. I to tempi var det tæt på at blive 2-0 efter et hjørnespark, og da Max Christensen i første omgang kom galt ud til en høj bold,  nåede han hurtigt tilbage på stregen og fik klaret skærene.

 Midt i halvlegen gik Sparholt og Harlev ud, ind kom Emre Selvi og Lasse Kjeldsen, sidstnævnte som venstre back. Efter et udmærket angreb sparkede Emre fladt, men lige på målmanden, og et kvarter før tid fik Emre Selvi et endnu bedre tilbud, der kunne have givet gæsterne det ene point. Målmanden Frederik Hansen tabte en høj bold for fødderne af angriberen, der imidlertid sparkede over mål.

 Amin El Barrani afløste Emil Ølvang og Erkan Firat sin tvillingbror i slutfasen af et opgør, der sluttede som en slem gang ”skraldemandsfodbold” med masser af nærkampe, meget lidt fodbold og højlydte brokkerier over for dommeren eller med- og modspillere. Gult kort til Ølvang og Serkan Firat.

Luk