Menu

KFUM UDRADERER FORÅRETS NÆSTBEDSTE HOLD

image Fire glade målscorere og en lige så glad målmand, der holdt buret rent i Greve. Fra venstre Conrad Kromann, Nicki Bentsen, Matias Sjøbeck, Emil Ølvang og Christopher Grube. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
10. juni 2023 kl. 17:38
Flere flotte mål, da de orangeklædte nedsablede Greve 5-0 på udebane

Indtil lørdagens lokalopgør stod Greve som forårets næstbedste hold i denne kvalifikationspulje i Danmarksserien og havde kun tabt én af de ni forudgående kampe.  

  Men de fine statistikker blev smadret i stumper og stykker, da KFUM i sin sædvanlige udebanedragt nærmest gjorde Greve Stadion til en fodbold-udgave af Orange Scene. 5-0 kunne gæsterne tage retur til Roskilde med, KFUM’s største sejr i en turneringskamp siden foråret 2019.

 ”Selvfølgelig kan man mene, at vi havde marginalerne med i nogle afgørende situationer. Men ellers vil jeg sige, at det var den bedste præstation, holdet har leveret i den tid, jeg har trænet KFUM. Flotte mål, gode kombinationer og god organisation. Vi fik kun problemer, når vi smed bolden væk tidligt i opbygningsspillet”, sagde en veltilfreds træner, Jesper ”Købmand” Pedersen.

 Hans hold manglede de skadede Andrew Oseni, Sebastian Thillerup og Benjamin Sode. Det betød endnu engang en opstilling med flere ændringer. Mert Dogusoy og Cömert Aga Ôcal var igen med fra start, mens Dennis Yükcü var tilbage i midterforsvaret, og Simon Fejerskov spillede venstre back.

 Kampen begyndte jævnbyrdigt, men gradvist satte KFUM sig på opgøret med gode kombinationer, masser af bevægelse og fin variation mellem korte og lange pasninger. Mert Dogusoy halvflugtede over fra kanten af feltet, og så var gæsterne tæt på to gange inden for to minutter. Først brød Aga igennem på højre kant og centrede fra mållinjen, men hverken Christopher Grube eller Matias Sjøbeck fik ram på pasningen inde foran mål. Dernæst præsterede Christoffer Blond et stærkt oplæg til Aga, der i sidste øjeblik blev blokeret af en forsvarer.

 Greves Mathias Tagø sparkede over på en god chance, og Christopher Blond headede et frispark fra Emil Ølvang på overkanten af overliggeren. I det 30. minut var det så tid til en fortjent orange føring. Efter et angreb, bygget op helt nede fra forsvaret, var Mert Dogusoy og Emil Ølvang de sidste mellemstationer, inden Matias Sjøbeck kunne bugsere Ølvangs aflevering over stregen. Bare tre minutter senere faldt målet til 2-0. Emil Ølvang sparkede frispark, og Nicki Bentsen headede i nettet med sin første scoring i denne række. Herefter gik KFUM noget ned i kadence med for mange enkeltmands-aktioner og efterfølgende boldtab, men føringen var intakt ved pausen. Greves Mathias Tagø fik endnu en stor chance, men sparkede svagt lige på Conrad Kromann.

 Lidt i 2. halvleg sparkede Mert Dogusoy stærkt presset lige forbi mål, og i den anden ende headede Greves Jonathan Brockmann et frispark få centimeter forbi stolpen.  En skadet Mert Dogusoy gik ud til fordel for Semih Turan, mens Carl Severinsen afløste Aga. Kampen lignede på dette tidspunkt noget af en rodebutik med masser af fysiske og verbale udladninger og en dommer, der ikke rigtigt havde greb om tingene.

 Midt i halvlegen faldt så det mål, der reelt afgjorde kampen. Matias Sjøbeck og Carl Severinsen præsterede et fint pres i Greves højre forsvarsside, og så kunne Emil Ølvang lægge bolden på tværs forbi målmanden til Christopher Grube, der var, præcis hvor han skulle være. Jonas Sjøbeck afløste lillebror Matias, og fem minutter før tid scorede Ølvang i en lige så favorabel position efter et formidabelt ryk af Carl Severinsen, der satte sig igennem i højre side med hurtige fødder, teknik, timing og den rigtige pasning på det rigtige tidspunkt.

 Emil Ølvang gik ud i slutfasen, ind kom Lucas Remien. Et par minutter inde i overtiden drev Victor Fiala gæk med forsvaret og lagde kuglen til rette for Christopher Grube, der bankede den i nettet fra en spids vinkel. Fiala var selv tæt på at komme på scoringslisten, men sparkede lige forbi.

 Advarsler til Mert Dogusoy, Emil Ølvang (karantæne i sidste kamp) og Simon Fejerskov. Efter kampen meddelte assisterende træner Ole Pedersen, at han stopper efter denne sæson.

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk