Menu

KLAR TIL HISTORISK LOKALOPGØR

image Robert Larsen - kan blive nøglespiller i lokalopgøret mod sine tidligere klubkammerater
Leon A.
04. november 2020 kl. 13:55
Lillebror har indhentet storebror før fredagens kamp i Roskilde Idrætspark

I 2009 sluttede FC Roskilde i midten af 1. division, mens det med nød og næppe lykkedes for KFUM's bedste hold at redde livet i serie 1.

På det tidspunkt kunne man i den grad tale om en storebror og en lillebror i det lokale fodboldliv.

11 år senere har situationen i den grad ændret sig. Nu optræder de to klubber begge i 2. division, pulje 2. Første gang, at de er rangeret på samme niveau, og for nogle uger siden kunne KFUM bryste sig af, for første gang at være placeret over FC Roskilde i tabellen.

I KFUM har vi gennem syv sæsoner i Danmarksserien forberedt os til tilværelsen som divisionsklub. Belønningen for hårdt og dedikeret arbejde, for omhyggelig udvikling af klubbens egne talenter og for den stædighed, hvormed vi holder fast i den form for fodbold, som vi gerne vil have, at de blå-hvide skal spille.

Det er selvfølgelig nemmere i med- end i modgang, og modgang - det kan de snakke med om i den modsatte ende af byen. Siden dannelsen for knap 20 år siden kunne FC Roskilde længe kaldes en relativ succes, men de seneste år har været én stor nedtur, sportsligt og økonomisk. Trænere og andre nøglepersoner er blevet fyret som perler på en beskidt tøjsnor.

Nu er FC Roskilde så vært for historiens første officielle lokalopgør. Og skulle nogen være i tvivl om betydningen af kampen, så kan vi anbefale det interview med FCR's forsvarsklippe Andreas Hermansen, der ligger på klubbens hjemmeside.

- Jeg kan ikke vise mig i byen, hvis vi ikke vinder den kamp. Det synes jeg, vil være så pinligt, siger Hermansen.

I KFUM er interessen selvfølgelig voldsom og spillerne i den grad sat op til denne kamp, som de har glædet sig til, siden det stod fast, at de to klubber ville havne i den samme pulje. 

- Spændingsniveauet er selvfølgelig højt, for det er en kamp. som vi virkelig ser frem til, selv om jeg synes, det tager lidt af toppen, at vi kommer til at spille for så få tilskuere, siger KFUM's cheftræner, Stefan Håkansson.

Både han og assisterende træner Kim Hansen er opmærksomme på, at det med spændingsniveauet ikke tager overhånd, bl.a. hos de spillere, der har en fortid i FCR. Nok taler vi om et følelsesladet og historisk lokalopgør, men vigtigst af alt er det dog for begge klubber at få point på kontoen og dermed forbedre den nuværende position tæt på nedrykningsstregen.

- Alligevel tror jeg, det handler rigtigt meget om prestige for FC Roskilde, der stadigvæk ser sig som den førende klub i byen. Og det med prestigen vil også fortsætte efter kampen, for tænk bare på, hvor højt vi vil være oppe, hvis vi vinder, og tænk, hvordan de vil reagere, hvis de taber til en underdog som KFUM, mener Kim Hansen.

Stefan Håkansson hæfter sig ved, at fredagens modstander har ændret målsætning, efterhånden som turneringen er skredet frem.  

- De forventede, at de ville være toneangivende i de fleste kampe, men virkeligheden blev hurtigt den, at de oftest går på banen for at forsvare det ene point, de har fra start. De har egentlig endnu mere brug for de tre point, end vi har, alligevel tror jeg ikke, at de kommer buldrende for at dominere kampen, vurderer cheftræneren.

Han hæftet sig ved, at FCR gerne står dybt, forsvarer sig godt og med mange mand, men samtidig er farlig på omstillingerne. Klubben spiller gerne tætte, men målfattige kampe, og halvdelen af de 10 kampe, holdet har spillet, er endt 1-0.

- Jeg er ikke overrasket over deres placering.  Jeg havde faktisk forventet at se dem i det felt, hvor begge klubber ligger i dag, tilføjer Håkansson.

Først torsdag har han endelig klaring over, hvilket hold han kan mønstre i Rådmandshaven. Af de fem, som senest manglede i Skovshoved, er der rigtigt gode chancer for, at Andreas Lissau bliver klar, mens Morten Jørgensen meldes meget tvivlsom.

 

  

Luk