MED HELD, FIGHT - OG EN STÆRK PANDEBRASK

I fodboldens verden findes der ikke noget meget bedre end at komme fra start med tre point i sæsonens første kamp. Nærmest uanset omstændighederne.
Da KFUM fik hjørnespark otte minutterf ør tid i lørdagens premierekamp mod Greve, havde hjemmeholdet al mulig grund til at være tilfreds med stillingen 0-0. Men så længe det er stillingen, kan der stadigvæk ske ting og sager, og det gjorde der, da Sebastian Thillerup sendte et hjørnespark ind over fra venstre side. Nicki Bentsen nåede højest og headede bolden i netmaskerne, og 1-0 holdt kampen ud.
- I pausen sagde jeg, at vi stod med en 50-50 kamp, hvor vi skulle gøre alt for at opsøge marginalerne. I 2. halvleg var vi langt mere omhyggelige, når vi var på bolden, og dejligt at se, hvorledes de unge, som vi skiftede ind, bidrog til at højne niveauet, sagde cheftræner Søren Sørensen.
Sejren blev hentet hjem med en spillemæssigt meget overbevisende modstander, som KFUM alligevel har fået et godt tag på. Af de fem seneste kampe har de blå-hvide nemlig vundet de tre.
Men i lørdagens opgør satte gæsterne sig på begivenhederne fra start og med en dominans, der mindede meget om tirsdagens pokalkamp mod Brønshøj. KFUM'erne vandt stort set ingen dueller, så med hurtige fødder, god teknik og masser af bevægelse var det Greve, som styrede begivenhederne.
Mathias Johansson testede en veloplagt Conrad Kromann fra mere end 20 meter, og efter et kvarter kom KFUM's eneste reelle tilbud før pausen. Men vinklen blev meget spids for Jonas Sjøbeck, så målmand Thomas Kullenberg kunne blokere.
Ellers var der tale om stort set ensrettet trafik mod målet i den anden ende. Mathias Tagø, Mathias Johansson og Simon Boe Nielsen var alle meget tæt på, og mange af Greves afslutninger blev sat op af en veloplagt Benjamin Lund, der huserede i hjemmeholdets højre forsvarsside.
Fem minutter før pausen blev Frederik Winther skadet i en grim tackling, der kostede Mathias Tagø et gult kort. I stedet kom Matias Sjøbeck ind, og i pausen gik Jonas Sjøbeck ud til fordel for Carl Severinsen.
2. halvleg begyndte, som de første 45 minutter havde forløbet. med yderligere et par store tilbud til Greve. Et boldtab i KFUM's forsvarszone gav Simon Boe Nielsen chancen, men han sparkede over. Og keeper Kromann præsterede den bedste af mange store redninger, da han afværgede et frispark fra Mathias Tagø helt ude ved stolpen.
Men efterhånden udviklede kampen sig til en mere lige affære. Christoper Grube fandt med en dyb aflevering en umarkeret Emil Ølvang, som dog ikke rigtigt fik træf på kuglen. Og da Matias Sjøbeck holdt to-tre forsvarere væk og kom i en gunstig position, helkiksede han sin afslutning.
Simon Fejerskov afløste Victor Fiala. og efter et frispark fik Carl Severinsen chancen, men måtte se sit skud blokeret. Så faldt målet, hvorefter Benjamin Sode og Emil Ølvang gik ud, ind kom Mico Elvig og debutanten Anton Møller Nielsen.
Conrad Kromann fik gavekort fra Spar Nord som bedste KFUM'er, og kort før tid kunne han og kammeraterne igen ånde lettet op. Greves Anton Barlach fik en stor chance, men sparkede over fra nært hold. Fire advarsler, hvoraf den ene tilfaldt Christopher Grube.