NU VISER FORMKURVEN DEN RIGTIGE VEJ
- Vi var trætte efter pausen, og det går altid ud over rytmen, når man skifter så meget ud. Men det var den tredje træningskamp mod et 2. divisionshold inden for otte dage. Hver eneste gang har vi lagt på, og rent mentalt var det rigtigt fint, at fik en sejr i den sidste træningskamp.
Bl.a. med disse ord gjorde cheftræner Stefan Håkansson status efter KFUM's træningskamp på Espelunden i Rødovre mod Avarta. Efter fire nederlag i træk kunne hans tropper trække sig tilbage med en fortjent 2-1 sejr.
Christoffer Blond bankede en returbold op i den fjerneste sammenføjning, så gæsterne kunne gå til pausen med en 1-0 føring. Lidt inde i 2. halvleg blev der begået straffespark mod Mads Julø, og Luka Dumic scorede sikkert fra pletten.
KFUM dominerede den første time, og føringen kunne have været større end 2-0. Dumic måtte se målmanden redde en friløber, og to-tre gode omstillinger gav ikke bonus på grund af manglende koncentration og kvalitet i den afgørende fase, ligesom de afgørende marginaler helle ikke gik holdets vej i disse situationer.
Avarta fik reduceret midt i halvlegen, og nu skiftede kampen karakter. Hjemmeholdet skabte dog ikke nævneværdige muligheder, indtil det fik tilkendt et straffespark kort før tid. KFUM og målmand Max Christensen slap med skrækken, da bolden ramte overliggeren.
Morten Jørgensen var med for første gang og spillede de første 45 minutter. Både han og Jacob Sparholt er tilbage efter en længere skadespause, mens listen over dem, som endnu ikke er klar, bl.a. omfatter Emil Ølvang og Danny Stencel.
- Med alle disse skader må man sige, at vi har noget af et efterslæb, og disse spillere skal virkelig arbejde hårdt og koncentreret for at komme tilbage på deres vanlige niveau. Men netop med en sådan udfordring kommer det som en gave til os, at man må skifte fem mand, fastslår cheftræneren.
I en kort vurdering af holdets spillemæssige udtryk konstaterer cheftræneren, at pilen peger den rigtige vej, "selv om der selvfølgelig altid er noget at arbejde på". At udnyttelsen af målchancerne har ladet noget tilbage at ønske, tager han ikke så tungt på.
- Det vigtigste er, at vi skaber chancerne. Der kommer færre af dem i 2. division, men jeg føler mig sikker på, at vi får skabt chancer og får scoret mål nok til at få hentet de nødvendige point, slutter Stefan Håkansson.