Menu

NY SKUFFELSE - NYT KNEBENT NEDERLAG

image Rasmus Hansen - kom på scoringslisten fem minutter før tid med sit første mål for KFUM
Leon A.
10. april 2021 kl. 17:09
KFUM reducerede for sent mod Næstved til at skabe spænding om resultatet

  KFUM måtte lørdag indkassere det tredje nederlag i træk i 2. division, da Næstved vandt 2-1 på den ny kunstgræsbane på Lillevang.

 I en indtil da chancefattig forestilling. scorede gæsterne til 2-0 lige før og lige efter pausen. Først mod slutningen lykkedes det igen hjemmeholdet at komme tilbage i kampen. Men reduceringen kort før tid var ikke nok til at skabe spænding om udfaldet.

 ”Vi får aldrig stemplet ind i 1. halvleg, og det er her, vi reelt taber kampen, sagde assisterende træner Kim Hansen.

 ” Vi spiller slet ikke op til vores potentiale. Igen i dag så vi, at fodbold afgøres i felterne, hvor vi ikke er dygtige nok. Vi mangler også manden, der kan styre spillet og tage ansvar på midten, hvor vi i alt for høj grad bare puffer bolden videre for at undgå at lave fejl”, supplerede cheftræner Stefan Håkansson.

 KFUM manglede de skadede Dino Karjasevic og Jonathan Canto. Emre Selvi, Amin El Barrani og Erkan Firat var tilbage i startopstillingen.

 Kampens første halve time blev en taktisk præget afføre, også fordi Næstveds rutinerede forsvar stod meget dybt. Det gav hjemmeholdet ganske god plads at spille på, men pladsen blev ikke udnyttet.

 Tekniske fejl, dårligt pasningsspil og manglende bevægelse satte dagsordenen, men i det 28. minut fik KFUM kampens første nævneværdige mulighed efter et fint angreb, hvor Morten Jørgensen centrede præcist fra højre fløj, men målmand Viktor Anker reddede Luka Dumic’ hovedstød. Efter endnu et godt angreb sparkede Mads Julø langt forbi med sit knap så gode højre ben, og så kom Næstved foran lige før pausen. Ahmed Hassan headede et hjørnespark fra Lucas Rejnhold i nettet.

 Syv minutter efter pausen blev endnu et hjørnespark optakten til gæsternes andet mål. Ahmed Hassan ramte stolpen, og i sit forsøg på at afværge sendte Frank Assinki bolden over egen målstreg. I de næste minutter havde Næstved fire store og halvstore chancer for at øge føringen. Max Christensen reddede tre af forsøgene, i den fjerde situation headede Christoffer Blond væk lige foran stregen i sin kamp nr. 100 for KFUM.

 Emil Ølvang afløste Amin El Barrani, og lidt senere kom Serkan Firat og Rasmus Lundberg på banen, ud gik Erkan Firat og Emre Selvi. Senere gav Frederik Munck plads for Micki Kold Nagel, der blev sendt frem i forreste linje. Knap fem minutter før tid scorede Rasmus Hansen sit første mål for KFUM efter en fin kombination med Morten Jørgensen, men mere blev det ikke til.

 Advarsel til Luka Dumic, Emil Ølvang og Serkan Firat samt Næstveds Edson Souza, Sebastian Kroner og Mileta Rajovic.   

 

 

 

     

 

 

  

 

   

Luk