NYE ANSIGTER, FIN FYSIK - OG MEGEN SYGDOM

Knap halvanden måned, fem træningskampe og rigtigt mange træningspas.
Sådan tegner kalenderen i meget grove træk for KFUM's DS-hold inden første kamp i foråret, på udebane mod Kastrup den 23. marts.
De to første træningskampe er begge endt med nederlag, men som cheftræner Stefan Håkansson betoner, så er resultaterne ikke så væsentlige på dette tidspunkt.
"Lige nu er vi mange nye og mange unge. Det gælder om at se dem alle i aktion og få dem prøvet dem af i forskellige relationer. Så får vi se, hvad de kan byde ind med, og vi får se, om de bliver her i klubben, eller om de vil forsøge lykken andre steder", siger træneren.
Han mener allerede nu at kunne se en gevinst af den særlige styrketræning, som truppen har gennemført i et lokalt træningscenter i vinterugerne.
"Lige nu står vi fysisk bedre, end jeg egentlig havde forventet, og det ser også ud til, at vi er sluppet for de skader, som ofte er en del af opstarten til forårsturneringen. Til gengæld har vi usædvanlig megen sygdom", fortsætter cheftræneren.
Det må man nok sige. Tirsdag i denne uge manglede der hele otte på denne konto. Blandt dem Kenneth Beyer, en målfarlig angriber med en fortid i bl.a. Kalundborg og senest i Fremad Valby, som er udset til at udfylde tomrummet efter langtidsskadede Luka Dumic.
Desuden glæder Håkansson sig over at have Aske Andersen tilbage på Lillevang.
"Han bidrager med hurtighed og god fysik, og generelt ser det ud til, at der bliver mere kamp om pladserne end i efteråret. Ikke mindst på midtbanen. Og så har vi fået unge ind i truppen, der udmærker sig med god boldkontrol og spilkultur".
Blandt de nye kan nævnes tvillingerne Erkan og Serkan Firat, der er kommet fra Greve, ligesom Jonas Jakobsen, som træneren også kender fra sin tid i Holbæk. Han skal dog lige finde sig selv efter en lang skadespause og desuden få afklaret, hvordan han kan kombinere fodbolden med sit arbejde.
Ny er også målmanden William Tønning, der kommer fra Slagelse og skal være back up mellem stængerne for anfører Marc Lyster. Uden for linjerne har Stefan Håkansson fået Kim Hansen som ny assistenttræner - et comeback i KFUM for Kim, der for en del år siden var med til at træne et talentfuldt ynglingehold med spillere som bl.a. Rasmus Lundberg og Patrick Juhl.
Lørdag kl. 14 spiller holdet sin næste træningskamp mod DS-kollegerne fra Taastrup. Det foregår på NyBolig Park i Taastrup, og med udsigten til nogenlunde godt vejr kunne det vel nok tænkes, at flere KFUM'ere vil lægge vejen omkring NyBolig Park i Taastrup.
Ellers resterer der følgende træningskampe, alle på udebane: 21. februar mod HIK, 27. februar mod AB Tårnby og 9. marts mod Tuse inden "generalprøven" på sæsonstarten, som foregår en uge senere i Lindhamn i Sverige.