Menu

OG VI ER IKKE TIL AT STOPPE....

image Mads Julø er KFUM's topscorer, og han bidrog også til sejren med et flot oplæg til kampens andet mål
05. oktober 2019 kl. 16:49
3-1 over Fremad Valby og to mål af stærkt spillende Mads Julø

  ”Dejligt at vi vinder, og dejligt at se, at vi er involveret i alle fire mål. Præstationen rakte til tre point, men vi må gerne stræbe efter et højere niveau”. 

 Sådan lød status fra cheftræner Stefan Håkansson, efter at KFUM havde besejret Fremad Valby 3-1 i lørdagens hjemmekamp. 

 Her måtte træneren se bort fra den skadede Rasmus Lundberg, mens han havde valgt Mads Julø som midterangriber i stedet for Kenneth Beyer. Julø sagde tak for tilliden med at spille sin vel nok bedste kamp i den blå-hvide trøje, og han blev fortjent kåret til kampens spiller.

 Opgørets første halve time blev noget af en rodebutik med gæsterne som det hold, der havde mest styr på spillet og kom frem til flest afslutninger, den første i det 5. minut, da Benjamin Balslev fik en god mulighed, men sparkede i sidenettet. Lidt senere var hjemmeholdet under pres på en hurtig omstilling, hvor det i sidste øjeblik lykkedes at få blokeret Abdou Goddard.  Midt i halvlegen fik KFUM sit første tilbud, da Martin Nielsen fandt Rasmus Tangvig med en følt bold i feltet, men Tangvig sparkede lige på målmand Mads Tranberg. Morten Jørgensen sparkede forbi efter godt opspil af Martin Nielsen og Emil Ølvang, inden det blev 1-0 i det 31. minut.

 Christoffer Blond headede et indlæg videre inde under mål, hvor Mads Julø sendte bolden i nettet.  Tre minutter før pausen fandt Jakob Sparholt Mads Julø med en fin fremlægning i venstre side. Julø var alene med tre forsvarere, som han holdt i skak, indtil Emil Ølvang var nået frem, så han kunne banke centringen fra Mads Julø ind under overliggeren. Lidt senere en ny god chance til Fremad Valby, da Abdou Goddard sprintede igennem og sparkede lige forbi. 

 Kenneth Beyer kom ind efter pausen i stedet for en småskadet Morten Jørgensen. I det 5. minut ville Marc Lyster sætte spillet i gang med en pasning til Jakob Sparholt, men den havde Abdou Goddard læst, han erobrede bolden og scorede sikkert.  Det bragte dog ikke KFUM ud af kurs, og Kenneth Beyer og Christoffer Blond havde nærgående forsøg, inden det blev 3-1 i det 16. minut. En forsvarer forlængede et hjørnespark, og i den modsatte ende af feltet hamrede Mads Julø bolden i mål med en perle af en helflugter.  Erkan Firat afløste Ølvang, og efter endnu et oplæg af Mads Julø måtte Christoffer Blond se sit skud blokeret.

 I fortsættelsen mente mange, at bolden havde passeret målstregen, før en forsvarer sparkede væk. Kenneth Beyer headede et frispark fra Tangvig over mål, og efter stærkt opspil af Martin Nielsen og Mads Julø kom Beyer 4,5 millimeter for sent til at sende Juløs pasning over stregen ved den ene stolpe. Kort før tid gik Christoffer Blond ud, ind kom Mico Elvig. Gult kort til udeholdets Mathias Foged og Emanuil Nielsen.  

Luk